SPICT er en forkortelse for “Supportive and Palliative Care Indicators Tool”, og er et screeningsredskab der anvendes til at identificere patienter der har behov for en palliativ indsats.
Baggrund
SPICT blev udviklet af University of Edinburgh og er oversat til flere sprog, herunder dansk. Seneste udgave er udgave 2.
Procedure
SPICT er opdelt i to hovedafsnit: generelle indikatorer og specifikke indikatorer. Man scorer patienten ved at finde ud af hvor mange indikatorer en patient opfylder.
Man kan med fordel anvende Surprise spørgsmålet til at finde de indlagte patienter der skal screenes ved SPICT. Surprise spørgsmålet er “Ville jeg blive overrasket, hvis denne patient dør inden for de næste 6-12 måneder?”. Hvis der kan svares nej til dette kan man anvende SPICT, for at identificere behov for palliativ indsats.
Tolkning
Hvis mindst 2 generelle indikatorer og 1 specifik indikator er opfyldt, skal man overveje de punkter der fremgår af “Vurder og planlæg nuværende og fremtidig pleje, omsorg og behandling.” på skemaet. Dette omfatter bl.a.:
- Kritisk medicingennemgang med henblik på at fjerne langtidsforebyggende medicin.
- Overvej henvisning til palliativt team.
- Overvej en samtale om fremtidig behandlingsplan.
- Overvej terminalerklæring.