Restless legs syndrom (RLS) er en neurologisk lidelse karakteriseret ved uro i benene. Kaldes også Willis-Ekboms sygdom.
Ætiologi
RLS rammer 5-13% af befolkningen i Nordeuropa. Prævalensen øges med alderen. Ætiologien er ukendt, men menes at involvere en dysregulering af dopaminsystemet i basalganglierne. Patofysiologisk menes der at være et lavere jernniveau i substantia nigra i hjernen, hvilket menes at skyldes et problem med jerntransporten ind i CNS. Desuden spiller hypoksi også en rolle, og glutamat og dopaminsystemet i hjernen er også påvirket. Jernmangel er også en risikofaktor for forværring af RLS.
Er ofte udløst eller forværret af en anden tilstand, herunder nyresvigt, jernmangel, graviditet, lægemidler (antidepressiva, neuroleptika, antihistaminer, lithium, antiepileptika og antiemetika), alkohol, neurologiske sygdomme, reumatologiske sygdomme, KOL, søvnapnø, sarkoidose, pulmonal hypertension, hypertension, overvægt og diabetes.
Udredning & diagnostik
Diagnosen stilles klinisk på baggrund af en uimodståelig trang til at bevæge benene, forværres ved hvile eller inaktivitet, lindres ved bevægelse, forværres om aftenen eller natten og skyldes ikke andre medicinske tilstande, herunder crurale ødemer, muskelkramper, artrit.
Symptomer: Uro i benene, behov for at røre benene konstant, forværring ved hvile eller inaktivitet. Ses især som natlige symptomer.
Paraklinik: Man kontrollere jern, transferrin, transferrin-mætning, ferritin, nyretal, blodsukker og cobalamin.
Behandling
Ved jernmangel bør dette behandles. Non-farmakologisk anbefales fysisk aktivitet og undgå nikotin, alkohol og koffein. Der bør udføres medicingennemgang, hvor især anti-dopaminerg medicin, antihistaminer og antidepressiva undgås. Ved invalidering af symptomer kan farmakologisk behandling overvejes.
Pramipexol: Man kan også forsøge behandling med Pramipexol, hvor startdosis er 0,088 mg 1 gang dgl. 2-3 timer før sengetid. Dette kan ved behov øges hver 4.-7. dag til højst 0,54 mg. Ved langvarig farmakologisk behandling med Pramipexol kan opstå augmentation, dvs. forstærkede symptomer så de optræder tidligere på dagen og breder sig til andre legemsdele.
Ropinirol: Der kan forsøges 0,25 mg x1 før sengetid evt. stigende til 2 mg (maks. 4 mg) dgl.
Rotigotin: Der kan forsøges Neupro plaster 1 mg/24 timer, evt. stigende til maks. 3 mg/24 timer.
Pregabalin: Man kan forsøge Pregabalin 150-450 mg dagligt, alternativt Gabapentin.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.