Denguefeber

Denguefeber er en viral infektion, der overføres via myg og er en af de mest udbredte myggeoverførte sygdomme globalt.

Ætiologi

Denguefeber forårsages af denguevirus (DENV), et RNA-virus i familien Flaviviridae. Der findes fire serotyper (DENV-1, DENV-2, DENV-3 og DENV-4), og infektion med én serotype giver livslang immunitet mod denne, men ikke mod de andre. Sekundær infektion med en anden serotype øger risikoen for svær dengue pga. antistofafhængig forstærkning (ADE). Inkubationstiden er 4-10 dage efter et myggestik.

Som vektor ses primært Aedes aegypti-myggen, sekundært Aedes albopictus. Myggen bider typisk om dagen. Smitteveje er ved myggestik, kun sjældent ved blodtransfusion eller organtransplantation.

Er udbredt i Sydøstasien, Latinamerika, Afrika og dele af Australien.

Udredning & diagnostik

Diagnosen baseres på kliniske fund, rejseanamnese og laboratorietests.

Symptomer: Opdeles i tre faser: feberfase, kritisk fase og Rekonvalescensfase. Feberfasen varer 2-7 dage og her ses høj feber, hovedpine, retroorbitale smerter, myalgi og artralgi. Man kan også få et makulopapulært udslæt, næseblod og petekkier. Den kritiske fase varer 3-7 dage og her aftager feberen. Red flags i denne periode er vedvarende opkastning, mavesmerter, mukosale blødninger, sløvhed, hepatomegali, ascites, pleuravæske. Rekonvalescensfase er en fase hvor symptomerne aftager og man får det bedre, men man kan også her få udslæt.

Paraklinik: Leukopeni, trombocytopeni og forhøjet hæmatokrit.

Mikrobiologi: PCR kan påvise viral RNA i blod (mest præcis i feberfasen, dag 1-5). NS1-antigen er en hurtigtest, der er positiv tidligt i forløbet (dag 1-7). Ved serologi er IgM positiv efter 5-7 dage, mens IgG indikerer tidligere infektion.

Behandling

Der findes ingen specifik antiviral behandling for denguefeber. Behandlingen er symptomatisk og understøttende.

Referencer

Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *