Meningokoksygdom er en samlebetegnelse for sepsis og meningitis der skyldes meningokokker. Kaldes også invasiv meningokoksygdom.
Ætiologi
Skyldes infektion med Neisseria meningitidis (meningokokker). Bakterien inddeles i forskellige subtyper kaldet A, B, C, W, X, Y, Z og 29E. Sygdommen ses hyppigst om vinteren og foråret. Forekomsten har været faldende de seneste år, kun 26 tilfælde i 2024. Cirka 5-40% har meningokokker som en del af deres normalflora i nasopharynx, men færre end 1% bærere vil udvikle meningokoksygdom.
Smittevej: Smitter ved direkte smitte og dråbespredning fra nasopharynx. Inkubationstiden er 2-10 dage.
Udredning & diagnostik
Diagnosticeres på baggrund af fund af meningokokker i bloddyrkning eller spinalvæske.
Anmeldelsespligt: Meningokoksygdom er anmeldelsespligtig.
Symptomer: Hurtig udvikling af feber, hovedpine, nakkerygstivhed, petekkier, sløret bevidsthed, kvalme og opkast.
Paraklinik: Typisk forhøjet CRP og leukocytter. Evt. tegn til organpåvirkning. Antistoffer i blodet udvikles tidligst efter en uges sygdom.
Mikrobiologi: Lumbalpunktur skal overvejes ved tegn til meningitis. Der skal tages bloddyrkning fra. Man skal overveje en podning af nasopharynx, hvis meningokokker påvises.

Behandling
Behandlingen er højdosis-penicillin, hvor der gives Benzylpenicillin 5 MIE x 4. Meningokokker er næsten altid følsom overfor penicillin.
Man vil overveje behandling af nære kontakter til smittede personer med Ciprofloxacin 500 mg som engangsdosis. Nære kontakter defineres som personer der har sovet under samme tag de seneste 10 dage eller kæreste til personen. Bærere behandles ikke.
Profylakse
Der findes vacciner mod nogle af subtyperne af meningokokker. Der findes en vaccine mod typerne A, C, Y og W (Menveo og Nimenrix) samt en vaccine mod type B (Bexsero). Man kender ikke varigheden af beskyttelsen. Vaccinationen indgår ikke i vaccinationsprogrammet i Danmark.
Prognose
Meningokoksygdom er en alvorlig sygdom, hvor dødeligheden er 10%.
Yderligere litteratur
Statusartikler
Ugeskrift for læger udgav i 2019 en statusartikel om vaccination.
Overvågning
SSI overvåger forekomsten af meningokoksygdom i Danmark.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Skriv et svar