Erythrocytter kaldes også for røde blodlegemer, og det er de mest udbredte celler i blodet. Faktisk er antallet af erythrocytter i blodet det samme som alle andre typer af celler i kroppen tilsammen. Normalt 5 x 10¹² celler pr. liter for voksne. Kvinder har færre erythrocytter end mænd, og derfor også en lavere hæmatokrit-værdi. De er cirkelrunde og fladtrykte, lidt ligesom et bildæk.

Erythrocytternes funktion er transport af ilt og kuldioxid. Dette sker ved hjælp af hæmoglobin, et molekyle der kan bære op til 4 iltmolekyler ad gangen. llt transporteres fra lungerne og ud i kroppen, mens kuldioxid transporteres den modsatte vej.

Noget særligt ved erythrocytter er at de ingen kerner har, og heller ikke mange af de andre organeller en celle normalt har. De har heller ikke mitokondrier, og derfor er deres metabolisme anaerob, dvs. de bruger ikke selv den ilt de transporter. Deres fladtrykte facon gør afstanden mellem midten og overfladen, hvilket gør gasudvekslingen mere effektiv.

Hæmoglobin

Hæmoglobin er et protein der består af en globindel og 4 hæmgrupper, der hver kan bære et iltmolekyle. Det er jernatomer der sidder i midten af hæmgrupperne der binder til ilt. Det er hæmoglobin der giver blodets farve, fordi hvis der er bundet meget ilt bliver det rødt, og er der ikke bundet meget ilt bliver det blåt. Derfor er venøst blod mere mørkt end arterielt blod.

Hæmoglobin-koncentrationen er ca. 8,5 mmol/l for kvinder og 9,5 mmol/l for mænd. Grunden til den højere koncentration hos mænd, skyldes at testosteron stimulerer produktionen af erythrocytter.

Kigger man nærmere på hæmoglobin, er de to af peptidkæderne alfakæder, mens de andre to er enten beta-, gamma-, delta eller epsilonkæder. De forskellige kombinationer giver forskellige hæmoglobin-typer. Den mest udbredte er HbA, som består af to alfa-kæder og to beta-kæder. De forskellige typer har forskellig iltbindingskapacitet, og derfor har foster-hæmoglobin end bedre iltbindingskapacitet end voksen hæmoglobin.

Ved sygdommen seglcelleanæmi ses en mutation i hæmoglobin-molekylet, så det bliver tungt opløseligt ved lavt ilttryk. Dette gør der udfyldes hæmoglobin-krystaller inde i erythrocytterne, og det gør dem sårbare overfor at blive ødelagt ved passage gennem smalle kapillærer. Dette giver en lav ilttransport, men til gengæld større modstandskraft mod visse typer af malaria. Derfor ses nogle steder i verden at denne type er meget udbredt, op til 40% af populationen. Ved malaria trænger parasitterne ind i erythrocytterne og formerer sig indtil erythrocytterne går i stykker, hvilket giver hæmolytisk anæmi.

Dannelse af erythrocytter

Erythrocytter har en levetid på ca. 120 dage, hvilket betyder der løbende skal dannes nye erythrocytter. De kan ikke selv dele sig, fordi de ingen cellekerne har. Produktionen sker derfor i stedet ved deling af stamceller. Dette foregår i fosterstadiet i milten og leveren og fra fødslen i knoglemarven.

Stamcellerne indeholder ikke hæmoglobin, og de er stamceller både for dannelsen af erythrocytter og leukocytter. Efter nogle celledelinger mister de deres cellekerner og fyldes med hæmoglobin. Det sidste stadie inden dannelsen af modne erythrocytter er retikulocytterne. Disse har ribosomer som danner hæmoglobin og fylder cellerne op. Når der dannes flere erythrocytter er antallet af retikulocytter også større, og forhøjede retikulocytter er derfor et udtryk for dannelse af erythrocytter i knoglemarven.

For at kunne danne erythrocytter er der behov for byggesten og tilstrækkeligt af en række vitaminer og mineraler. Der skal være tilstrækkelig med protein, jern, kobber, vitamin B2, vitamin B6, vitamin B12 og folinsyre. Specielt jern er en essentiel del af erythrocytterne, fordi det er det der binder ilt. Her findes 70% af kroppens jernindhold i erythrocytterne, mens 30% er lagret bundet til proteinet ferritin i leveren. Når det skal transporteres bindes det til proteinet transferrin. Ved nedbrydning af erythrocytter, transporteres det tilbage til lagring i leveren og kan herefter genbruges.

Produktionen af erythrocytter reguleres af hormonet erytropoietin (EPO), der dannes i nyrerne. Hvis ilttransporten til nyrerne nedsættes producerer nyrerne mere EPO og er dermed med til at danne nye erythrocytter. Sekretionen af EPO stimuleres derfor direkte af iltbehovet i vævene. Når man har nyreinsufficiens mistes evnen til at danne EPO, hvilket derfor kan give anæmi på baggrund af manglende evne til at danne erythrocytter.

Levetiden af erythrocytter er i gennemsnit 120 dage. Her er elasticiteten af erythrocytterne meget nedsat, og det gør de nemt går i stykker i snævre kapillærer. Det er især i milten, og hvis milten fjernes vil man derfor have flere gamle erythrocytter i blodet. Ved nedbrydningen af erythrocytter er slutproduktet bilirubiner.