Calcium

Calcium-niveauet i blodet måles typisk enten som total-calcium, albuminkorrigeret calcium eller fri-calcium-ion. Den biokemiske betegnelse er p-calcium, p-calcium (albuminkorrigeret) eller p-calcium-ion frit.

Indikationer

Anvendes ved mistanke til hypo- eller hypercalcæmi, som led i vurdering af kalkstofskiftet og i nogle tilfælde også som en del af standardblodprøver. Fri-calcium-ion kan både opnås i en venøs blodprøve og en blodgas (a-gas eller v-gas).

Baggrund

Fri-calcium-ion anses for den mest præcise måde at vurdere calcium-niveauet på, men er ofte kun tilgængelig på sygehuse pga. dårlig holdbarhed. I almen praksis vil man derfor ofte vælge albuminkorrigeret calcium, da total-calcium er afhængig af proteinkoncentrationen. Der findes en række formler til at korrigere total-calcium for albumin, hvor nedenstående er et eksempel:

Albuminkorrigeret calcium = P-Calcium + 0.02 * (40 – P-Albumin)

Albuminkorrigeret calcium er et groft skøn over ikke-proteinbundet calcium (dvs. fri calcium ion). I blodet forekommer 80% af proteinbundet calcium bundet til albumin, mens 20% er bundet til øvrige proteiner. Udover proteinbundet calcium er noget bundet som komplekser med citrat, phosphat, sulfat og lipid, og resten forekommer som fri calcium ion. Det er den frie calcium-ion der er den aktive form af calcium.

Fri calcium-ion er afhængig af pH, da proteinbindingen af calcium vil stige ved stigende pH. Derfor vil fri-calcium ion falde ved stigende pH (alkalose) og stige ved faldende pH (acidose). Man vil derfor typisk vurdere fri-calcium ion ved en pH på 7,4.

Tolkning

Referenceintervallet for voksne er for fri-Ca-ion er 1,15 – 1,35 og total-calcium 2,20 – 2,55 mM.

Hvis total-calcium er abnorm, skal man som minimum vurdere albuminkorrigeret calcium eller fri calcium ion. Fri calcium ion er førsteprioritet, da denne er mest præcis.

Se hypercalcæmi og hypocalcæmi for tolkning.

Referencer

Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *