Hantavirus

Hantavirus er en gruppe vira, der spredes med mus og rotter og kan give anledning til alvorlig sygdom hos mennesker. Virussen kaldes også for Orthohantavirus.

Baggrund

Hantavirus tilhører virusfamilien Bunyaviridae, der er kappebærende enkeltstrenget RNA. Diagnosen stilles serologisk eller med PCR fra blod eller urin. De spredes med gnavere, typisk rotter og mus, og er således en zoonotisk virus. Hantavirus giver ikke anledning til sygdom hos dyr, kun hos mennesker. Virussen udskilles i gnavernes spyt, urin og fæces og det er derfor ved inhalation af aerosoler fra dette at man smittes. Det kan ikke smitte fra mennesker til mennesker. Inkubationstiden er typisk 1-6 uger. Virussen nedbrydes ved både sprit og sæbe.

Navnet stammer fra en flod i Korea der har navnet Hantaan, hvor der første gang blev isoleret virussen fra mus der levede i området. Virussen blev opdaget i 1950’erne. Den er især kendt for at smitte mange FN soldater fra Koreakrigen.

Subtyper

Der findes 6 subtyper af Hantavirus, hvoraf 4 af dem er udbredte i Europa. Det er Hantavirus Puumalaa (PUUV), Hantavirus Saaremaa (SAAV), Hantavirus Tula (TULV) og Seoulvirus, der spredes med hhv. rødmus, brandmus og sydmarkmus. PUUV er primært den variant der ses i Danmark, og er en lavvirulent variant. Rødmus findes på Fyn, Lolland-Falster og Jylland, men sygdommen er primært begrænset til Sydfyn i Danmark.

Subtyper af Hantavirus (Kilde: UFL)

Patologi

Hantavirus giver anledning til de to sygdomme hantavirus pulmonary syndrome (HCPS) og Hemorrhagic fever with renal syndrome (HFRS). HFRS er dog den primære sygdomme der er associeret med Hantavirus i Danmark. Der ses ca. 10 tilfælde årligt i Danmark. Sverige, Finland og Østeuropa har højere udbredelse af Hantavirus, og rejser til disse lande kan derfor øge risikoen.

HFRS kaldes også for Nefropatia epidemica, når der er tale om den milde form på baggrund af PUUV, der ses i Danmark. HFRS er en interstitiel nefrit karakteriseret ved feber, flankesmerter, nyresvigt, proteinuri, hæmaturi og trombocytopeni. Den milde form i Danmark, har kun en dødelighed på 0,1-0,4 %, mens dødeligheden ellers er meget højere.

Ved mistanke undersøges for Orthohantavirus IgE og IgG – ved positiv IgE og negativ IgG gentages prøverne 1-2 uger senere.

Behandling

Behandlingen er udelukkende symptomatisk. Sygdommen er selvlimiterende. Ved nyresvigt kan der blive behov for dialyse. Der findes ikke nogen vaccine mod Hantavirus.

Referencer

Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *