Ny national guideline for pneumoni

Lungemedicinerne, infektionsmedicinerne og mikrobiologerne udgiver sammen en ny national guideline for pneumoni.

I januar 2025 kom der en ny version af den nationale guideline for behandling af pneumoni. Den erstatter den tidligere udgave fra 2021. Også denne gang er lungemedicinerne blevet enige med infektionsmedicinerne om hvilke anbefalinger der skal være, og så har man denne gang også inkluderet mikrobiologerne i arbejdet.

Den nye udgave indeholder mange gode flowcharts, figurer og praktiske værktøjer til diagnosticering af pneumoni – både samfundserhvervet pneumoni, hospitalserhvervet pneumoni, ventilatorassocieret pneumoni, aspirationspneumoni og atypisk pneumoni. Desuden har man også henvist til hvad nyeste evidens er inden for området.

En markant ændring er anbefalingen om steroider ved behandlingen af pneumoni. Der er de seneste år kommet en del studier der har vist en fordel ved anvendelsen af steroider ved svær pneumoni, og det indføres nu i guidelinen. Hvis man har en patient med svær pneumoni anbefales det derfor nu at opstarte steroider.

Definitionen på let, moderat og svær pneumoni er også ændret, så den er blevet mere simpel. Man har nu en svær pneumoni hvis man har behov for mere end 4 liter ilt/min, uanset hvad CURB-65 er. Hvis man har behov for under 4 L ilt/min har man let pneumoni ved CURB-65 0-2 point og moderat pneumoni ved CURB-65 3-5 point.

I guidelinen er der også kommet en tabel med doser til kontinuerlig infusion af antibiotika, der bliver mere udbredt i en tid hvor man sender flere hjem med fortsat antibiotikabehandling ved akutteam:

Man lægger i den nye guideline også op til en ændring af diagnosen for pneumoni, idet den kliniske diagnosticering i princippet afskaffes. Det foreslås derfor altid at mistanke til pneumoni bekræftes billeddiagnostisk med rtg. thorax, UL eller i nogle tilfælde CT, og såfremt der her ikke kan findes forandringer forenelig med pneumoni anbefales at genoverveje diagnosen.

Den nye guideline kan læses ved Dansk Lungemedicinsk Selskabs hjemmeside her.

Referencer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *