Subkutan væsketerapi er et sikkert alternativ til intravenøs væsketerapi ved let-moderat dehydrering hos ældre.
For nylig var jeg til et netværksmøde om ernæring, hvor et af oplæggene var om subkutan væsketerapi. Det var en af mine kollegaer, Mathias Brix Danielsen, der fortalte om sine erfaringer med subkutan væsketerapi til indlagte ældre patienter. Jeg har ikke selv store erfaringer med dette, men synes det lyder oplagt som alternativ til i.v. væsketerapi til geriatriske patienter.
Mathias er også en af forfatterne til en metaanalyse fra 2020 om emnet. Her finder man 1/3 mindre risiko for bivirkninger ved s.c. sammenlignet med i.v. væsketerapi. Bivirkningerne ved i.v. væsketerapi er dog forholdsvis sjældent og som regel milde, hvorfor den absolutte reduktion i bivirkninger ikke er så høj. Nogle RCT har også vist at der er færre smerter ved anlæggelse af s.c. adgang sammenlignet med i.v. adgang.
Udover at s.c. væsketerapi er associeret med færre bivirkninger, er det også effektiv ved let-moderat væskemangel. I et absorptionsstudie hvor man har målt absorptionshastighederne ved en radioaktiv markør finder man at halvdelen af væsken er absorberet i løbet af den første timer, og omkring 90% i løbet af 2 timer. Man finder en absorptionshastighed på 127 ml/time, hvilket også må siges at være acceptabel for en langsom væsketerapi. I studiet påviser man også at væsken bliver optaget i blodbanen og gl. thyroidea, hvilket viser at væsken bliver overført til cirkulationen, når man giver det subkutant. I udlandet anvender de hyaluronidase tilsat til væsken, for at øge absorptionshastigheden ved s.c. væsketerapi. Dette gør vi ikke i Danmark, fordi hyaluronidase ikke er godkendt i Danmark.
Man kan være bekymret for at s.c. væsketerapi ikke er effektivt ved patienter med hypoalbuminæmi, der er hyppig hos geriatriske patienter. I absorptionsstudiet kunne man se at absorptionshastigheden var afhængig af albuminniveauet, men hvor stor effekten er var studiet ikke stort nok til at kunne bestemme. I NBV’en om subkutan væsketerapi fra Dansk Selskab for Geriatri anbefales ikke at give subkutan væsketerapi hvis albumin er under 20.
En anden interessant detalje ved s.c. væsketerapi er, at det kan være associeret med en lavere risiko for delir. I metaanalysen fandt man en relativ risiko på 42%, selvom kvaliteten af evidensen er vurderet til lav. De fleste har sikkert erfaringer med delirøse patienter der autoseponerer en i.v. adgang, og her kan s.c. væsketerapi måske være et alternativ til at sikre at de får væske nok.
Det anbefales at det subkutane kateter placeres i maveskindet, låret eller på ryggen over skulderbladet. Nogle steder foreslår man også på overarmen. Man kan anvende en subkutan butterfly-kanyle af typen BD Saf-T-Intima G20-22. Man kan både give det som en kontinuerlig infusion hvor 1 liter løber ind over 8-10 timer eller som bolus med 500 ml ad gangen over 20-40 minutter, der kan gentages efter 4-6 timer.
Referencer
- NBV om subkutan væsketerapi (Dansk Selskab for Geriatri)
- Danielsen MB, Andersen S, Worthington E, Jorgensen MG. Harms and Benefits of Subcutaneous Hydration in Older Patients: Systematic Review and Meta-Analysis. J Am Geriatr Soc. 2020 Dec;68(12):2937-2946. doi: 10.1111/jgs.16707. Epub 2020 Aug 15. PMID: 33411351.
- Danielsen MB, Jødal L, Riis J, Karmisholt JS, Valdórsson Ó, Jørgensen MG, Andersen S. Absorption rate of subcutaneously infused fluid in ill multimorbid older patients. PLoS One. 2022 Oct 10;17(10):e0275783. doi: 10.1371/journal.pone.0275783. PMID: 36215232; PMCID: PMC9550057.
- Vidal M, Hui D, Williams J, Bruera E. A Prospective Study of Hypodermoclysis Performed by Caregivers in the Home Setting. J Pain Symptom Manage. 2016 Oct;52(4):570-574.e9. doi: 10.1016/j.jpainsymman.2016.04.009. Epub 2016 Sep 15. PMID: 27640727.
- Subkutan væskebehandling (Region Nord 2023)
- Hypodermoclysis (HDC) (EMNOTE)
- Anlæggelse af BD Saf-T-Intima™ til subcutan infusionsterapi (ABENA)