Atelektase er en tilstand hvor man ser sammenfald af lungevæv, dvs. lufttomt lungevæv.
Ætiologi
Ordet atelektase betyder „ufuldstændig udvidelse‟, hvilket passer godt med at der er tale om et lufttomt lungeafsnit. Ved atelektase sker der et patologisk sammenfald af lungevæv, dvs. et tab af alveolær ventilation, hvilket fører til en nedsat gasudveksling. Der er flere årsager til atelektase, der kan opdeles i obstruktionsatelektase, kompressionsatelektase, kontraktionsatelektase og adhesiv atelektase:
- Obstruktionsatelektase: Kan fx. skyldes sekret, fremmedlegemer og tumorer. Blokeringen af luftvejene fører til at der ikke kan komme luft i alveolerne, hvorfor de klapper sammen. Denne mekanisme kaldes også for resorptionsatelektase.
- Kompressionsatelektase: Kan fx. skyldes pleuraeffusion, pneumothorax, tumorer eller forstørrede lymfeknuder. Her fører et øget eksternt tryk til nedsat evne til at udvide lungerne, hvilket fører til volumentab. Denne mekanisme kaldes også for passiv atelektase.
- Kontraktionsatelektase: Skyldes fibrose i lungeparenkymet. Dette ses fx. ved idiopatisk lungefibrose, hvor ardannelse fører til tab af volumen. Denne type atelektase kaldes også for ar-atelektase eller cikatriciel atelektase.
- Adhæsiv atelektase: Skyldes surfactantmangel. Dette kan fx. ved neonatalt respiratorisk distress syndrom, ARDS og strålepneumonitis.
Ved atelektase er der ophørt ventilation i det område, men bevaret perfusion, hvorfor der shuntes venøst blod fra højre til venstre side af hjertet. Dette betyder man i en a-gas vil se hypoksi og hyperkarpni, grundet blandet venøst og arterielt blod. Hyperkarpni kan kompenseres for med hyperventilation, hvorfor man på en a-gas godt kan se normal pCO2 ved en kompenseret atelektase. Man vil her fortsat se hypoksæmi grundet shuntet af blod.
Udredning & diagnostik
Diagnosticeres typisk på baggrund af ultralyd, rtg. thorax eller CT scanning, der viser atelektase.
Symptomer: Atelektase giver dyspnø.
Paraklinik: A-gas typisk med lav pO2, mens pCO2 kan være både normal (kompenseret) og forhøjet (ikke-kompenseret).
Billeddiagnostik: Atelektase kan påvises på UL, rtg. thorax og CT scanning. På UL vil fundet typisk være en konsolidering med væskebronkogrammer. På et rtg. thorax vil man typisk se fund som større områder med infiltrater i parenchymet, flytning af lungefissurerne, flytning af diaphragma eller strukturer i mediastinum, hyperinflation i det væv hvor der ikke er atelektase, flytning af Hilus og mindre afstand mellem ribben.
Behandling
Behandles typisk med PEP-fløjte, CPAP, lungefys og mobilisering. Hvis dette ikke er tilstrækkelig behandling, kan overvejes bronkospi. Desuden behandling af den underliggende årsag. Iltterapi ved behov.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.