Funktionel jernmangel er en form for jernmangel hvor der ikke er absolut jernmangel (tilstrækkelige jerndepoter), men jern er ikke tilgængelig for erythrocytproduktion. Ved samtidig anæmi kaldes det funktionel jernmangelsanæmi.
Ætiologi
Ved jernmangelsanæmi skelnes mellem absolut og funktionel jernmangelsanæmi. Hvor absolut jernmangel er udtømte jerndepoter udtrykt bedst ved lav ferritin, er funktionel jernmangel at jern ikke er tilgængelig for erythrocytproduktion (jern-restriktiv erythropoiese). Skyldes som regel enten anæmi på baggrund af kronisk sygdom, inflammation eller behandling med EPO hvor jern ikke frigives tilstrækkeligt til at drive erythrocytproduktionen.
Ved kronisk inflammation og cancer opreguleres proteinet hepcidin, hvilket fører til en øget produktion i leveren. Hepcidin hæmmer ferroportin, hvilket fører til nedsat jernoptagelse i GI-kanalen og nedsætter tilgængeligheden af jern fra jerndepoterne for makrofager. I praksis betyder det at inflammationsudløst jernmangel fører til hæmmet optagelse af jern, hvorfor i.v. jern kan have en bedre effekt.
Udredning & diagnostik
Diagnosen funktionel jernmangel stilles på baggrund af en tilstrækkelig høj ferritin (dvs. ikke absolut jernmangel) men en lav transferrin-mætning og høj transferrin. Hos CKD pt. er grænsen en transferrin-mætning på under 20%.
Paraklinisk: Ses tilstrækkelig høj ferritin, dvs. over 30 ved normal CRP eller 100 ved forhøjet CRP, men samtidig en transferrin-mætning under 20%. Transferrin vil være høj. MCV og MCHC vil kunne være lave. Hepcidin vil være høj, men dens betydning i diagnostikken af funktionel jernmangel er usikker.
Behandling
Behandles med jern. Man kan forsøge behandling med p.o. jern, men hvis dette er ineffektivt bør man forsøge i.v. jern, der kan overkomme hepcidin-medieret jernblokade.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.
- Causes and diagnosis of iron deficiency and iron deficiency anemia in adults (UpToDate 2024)
- Definition of functional iron deficiency and intravenous iron supplementation (Lancet Haematol. 2016)
- Intravenous ferric carboxymaltose versus standard care in the management of postoperative anaemia: a prospective, open-label, randomised controlled trial (Lancet Haematol. 2016)
- Guideline for the laboratory diagnosis of functional iron deficiency (Br J Haematol. 2013)
- Detection, evaluation, and management of iron-restricted erythropoiesis (Blood 2010)