Øvre GI-blødning

Øvre gastrointestinal blødning (GI-blødning) er betegnelsen for blødning fra mundhulen til og med duodenum (adskilles ved Treitz’ ligament).

Ætiologi

Kan skyldes flere årsager. Hyppige årsager er blødende ulcus (udgør halvdelen) og blødning fra oesophagusvaricer.

Udredning & diagnostik

Mistanke til øvre GI-blødning fås typisk ved enten synlig GI-blødning eller hurtigt fald i Hb ved blodprøver. Rektaleksploration kan vise melæna (sort afføring) eller hæmatochezi (frisk blødning) og der kan også ses hæmatemese (blodigt opkast). Obs differentialdiagnostisk kan behandling med jern også give sort afføring, men dette må ikke føre til forsinkelse af diagnose.

Symptomer: Kan være melæna, hæmatochezi, hæmatemese, svimmelhed, træthed og synkoper.

Paraklinik: Hb kan være faldende, men normal Hb udelukker ikke akut blødning. Forhøjet karbamid, specielt uden at kreatinin stiger, kan øge mistanken til GI-blødning. Retikulocytter er typisk forhøjede, som tegn til erythrocytproduktion.

Vitale værdier: Ved øvre GI-blødning kan der ses lavt blodtryk og høj puls.

GBS: Alle pt. med mistanke til øvre GI-blødning bør scores med Glasgow Blatchford score (GBS).

Gastroskopi: Ved lav klinisk mistanke til øvre GI-blødning og GBS på 0-1 kan der overvejes ambulant gastroskopi inden for få dage. Kredsløbsstabile patienter vil man gastroskopere 6-24 timer efter indlæggelsestidspunktet. Pt. der ikke kan kredsløbsstabiliseres inden for 1 time vil man typisk gastroskopere akut på vital indikation. Tidlig endoskopisk behandling inden for 6 timer er associeret med øget risiko for unødvendig endoskopisk behandling. Ligeledes er sen endoskopi efter 24 timer associeret med overdødelighed.

H. pylori: Ved ulcusblødning undersøges for helocobacter pylori, typisk ved endoskopisk biopsi.

Behandling

Behandling kan være PPI, endoskopisk, kirurgisk samt evt. blodtransfusioner. Ved akut øvre GI-blødning med hæmodynamisk påvirkning vil man stabilisere iht. ABCDE samt behandle med væsketerapi og blodtransfusioner.

Afhængig af lokale forhold er det nogle steder kirurger der varetager øvre GI-blødning, mens det andre steder er gastromedicinere.

Blodfortyndende medicin: Blodfortyndende medicin pauseres ved mistanke til GI-blødning. Ved afkræftet GI-blødning kan det genoptages umiddelbart. Ved bekræftet GI-blødning kan behandling genoptages hvis ingen tegn til reblødning efter 1 døgn ved hjertemagnyl, 3 døgn ved Clopidogrel, 3 døgn ved DOAK og normal nyrefunktion eller 5 døgn ved VKA.

Blodtransfusioner: Ved akut blødning med hæmodynamisk påvirkning vil man typisk give balanceret blod i forholdet 4:4:1 eller 3:3:1 afhængig af lokal instruks. Hvis blodtype er ukendt kan man vælge akutblod med blodtype 0 Rh negativ. Hvis der ikke er hæmodynamisk påvirkning vil man typisk behandle iht. transfusionsgrænser, der generelt er 4,3 og ved kronisk hjertesygdom 4,7.

Endoskopi: Endoskopi anvendes til behandling af nogle blødninger. Efter endoskopisk behandling er der risiko for reblødning inden for 72 timer, specielt de første 24 timer. Derfor skal vitale parametre observeres tæt efterfølgende. Reblødning ses i 11% tilfælde.

PPI: Nogle former for blødende ulcus behandles med PPI.

Eradikation: Ved positiv for H. pylori behandles med eradikationskur.

Tranexamsyre: Anvendelsen af tranexamsyre er omdiskuteret og anbefales ikke generelt. Nogle studier har vist lavere dødelighed, mens andre ikke har kunnet påvise nogen effekt, men til gengæld større komplikationer ifa. embolier.

Prognose

Mortaliteten ved øvre GI-blødning der skyldes ulcusblødning er ca. 10%.

Ved GBS på 0-1 point har kun 1,8% behov for blodtransfusion, 1,4% behov for endoskopisk behandling, 0,4% behov for operation og 30 dages mortaliteten er 0,4%.

Yderligere litteratur

Guidelines

DSGH har udgivet guideline for behandling af blødende ulcus og variceblødninger.

Referencer

Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *