Polymyalgia rheumatica (PMR) er en inflammatorisk bindevævssygdom, der primært rammer ældre patienter og er karakteriseret ved smerter og stivhed i proksimale muskelgrupper.
Ætiologi
Årsagen til polymyalgi er ikke helt klarlagt, men det betragtes som en autoimmun lidelse, hvor kroppens immunforsvar angriber eget væv, hvilket fører til betændelse i slimsække, ledkapsler og sener omkring skuldre og hofter. PMR betragtes som samme sygdom som kæmpecellearteritis (GCA), men med forskellige manifestationer. Cirka 20-40% har symptomer på arteritis temporalis, mens halvdelen af patienter med arteritis temporalis har symptomer på PMR.
Det rammer udelukkende personer over 50 års alderen, og hyppigst i alderen 70-80 årige. Cirka dobbelt så mange kvinder som mænd rammes, og der ses ca. 50-700 personer pr. 100.000 pr. år.
Udredning & diagnostik
Diagnosen polymyalgi er klinisk støttet af anamnese, paraklinik og i nogle tilfælde billeddiagnostiske fund. Ofte anvendes 2002 EULAR/ACR klassifikationskriterier.
Man bør altid udelukke arteritis temporalis, da det er hyppigt forekommende på samme tid. Hurtig respons på Prednisolon understøtter PMR diagnosen.
Paraklinik: CRP er stort set altid forhøjet (typisk 30-80), og normal CRP gør polymyalgi meget lidt sandsynligt. SR er også forhøjet og over 100.
Billeddiagnostik: PET/CT kan anvendes, men sensitiviteten falder efter 3 dages prednisolon-behandling. Man bør derfor afvente opstart af Prednisolon til efter PET/CT, med mindre der er samtidig arteritis temporalis.

Behandling
Behandlingen af polymyalgi er langvarig prednisolon-behandling med langsom udtrapning.
Prednisolon: Startdosis Prednisolon er 10-25 mg dgl. Nedtrapning påbegyndes 2-4 uger efter opstart af behandling. Her reduceres dosis med 10% hver 2. uge indtil 10 mg dgl. Herefter reduceres dosis med 1,25 mg hver 4. uge, så længe patienten er i klinisk remission. Prednisolondosis bør kun øges såfremt der er både typiske symptomer og typisk stigning i SR og CRP. Behandlingsvarighed er typisk 1-2 år, men et kronisk forløb kan forekomme hos nogle patienter.
Kalk og d-vitamin: Samtidig med behandlingen med prednisolon bør man få kalk og d-vitamin. Desuden bør DXA scanning overvejes efter et halvt år.

Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.