Reversibelt cerebralt vasokonstriktionssyndrom (RCVS) er et syndrom karakteriseret ved forbigående vasokonstriktion af cerebrale arterier.
Ætiologi
Skyldes en abnorm sammentrækning af cerebrale arterier. Ses hyppigst omkring 40 års alderen, især hos kvinder.
Vasokonstriktive stoffer som kokain kan øge risikoen for RCVS.
Udredning & diagnostik
Diagnosen stilles primært på baggrund af billeddiagnostik.
Symptomer: Kan give anledning til en akut indsættende svær hovedpine og i nogle tilfælde kramper og neurologiske symptomer som synsforstyrrelser, parestesier, ændret bevidsthed og talebesvær. Hovedpinen er ofte bilateral og kan være ledsaget af kvalme, opkastning, lysskyhed. Det kommer ofte i gentagne anfald over dage til uger.
Billeddiagnostik: MRC eller CT angiografi vil kunne vise multifokal vasokonstriktion af cerebrale arterier (vasospasmer).
Behandling
Der findes ingen evidensbasetret behandling af RCVS. Man vil typisk behandle med smertestillende medicin, calciumblokkere og kontrollere hypertension.
Calciumblokkere: Man kan forsøge behandling med calciumblokkere som nimodipin eller verapamil.
Hypertension: Desuden vil man tilstræbe et blodtryk på SBT 90-180 mmHg.
Kramper: Ved kramper kan man give antiepileptisk behandling som Valproat eller levetiracetam.
Steroid: Steroid har ingen plads i behandlingen.
Endovaskulær terapi: I ekstreme tilfælde med svær vedvarende karkonstriktion der medfører iskæmi, kan man behandle med endovaskulær terapi.
Prognose
RCVS er en benign tilstand og har en god prognose, og forsvinder typisk spontant i løbet af 1-3 måneder. Recidiv er sjældent. Under 5% får store blodpropper eller ødem under RCVS.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.