TCA overdosis er betegnelsen for overdosis af tricykliske antidepressiver.
Ætiologi
TCA virker ved at hæmme genoptagelsen af noradrenalin og serotonin i synaptiske spalte. Den toksiske effekt ved en overdosis skyldes flere effekter, herunder hæmning af muskarine receptorer, der fører til antikolinerge symptomer som takykardi, mundtørhed og urinretention. TCA hæmmer også hurtige natriumkanaler i myokardiet, hvilket forlænger depolariseringsfasen og kan resultere i QRS-forlængelse og arytmier. Blokering af alfa-adrenerge receptorer kan medføre vasodilatation og hypotension. Endelig hæmmes også kaliumkanaler, hvilket forlænger repolariseringen og øger risikoen for QT-forlængelse og torsades de pointes. Ift. toksicitet har TCA også en høj proteinbinding og et stort distributionsvolumen, hvilket gør dem vanskelige at fjerne ved dialyse.
Udredning & diagnostik
Diagnosen stilles primært ud fra anamnese (fx indtagelse af TCA) og kliniske fund. Indtagelse < 10 mg/kg giver som regel lette forgiftninger, mens > 15-20 mg/kg giver fare for alvorlig forgiftning.
Symptomer: TCA overdosis giver hyppigt triaden koma, kramper og kardiovaskulær dysfunktion. Symptomerne kan variere fra milde antikolinerge effekter til livstruende kardiovaskulær kollaps. Man vil derfor typisk se symptomer som takykardi, tørre slimhinder, forvirring, agitation, delirium, mydriasis, urinretention, ileus, hypotension, myoklonier, kramper, døsighed og koma.
EKG: Kan vise sinustakykardi, QRS-forlængelse, højre akse-deviation, fremtrædende R-bølge i aVR, ventrikeltakykardi, ventrikelflimmer, QTc-forlængelse, asystoli.

Behandling
Behandlingen af TCA-overdosis er symptomatisk og rettet mod at stabilisere patienten samt modvirke de toksiske effekter. Der gives aktivt kul ved nylig indtag. Desuden gives bikarbonat for at sænke risikoen for arytmier. Krampeanfald behandles med benzodiazepiner.
Bikarbonat: Natriumhydrogenkarbonat ved QRS-forlængelse eller arytmier, der modvirker blokering af natriumkanaler og reducerer risikoen for arytmier.
Komplikationer
Ubehandlet TCA-overdosis har høj mortalitet, primært på grund af refraktære arytmier eller hypotension.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.