Skip to content

Endometriose

Endometriose er en tilstand hvor der ses vækst af endometriet udenfor livmoderen.

Ætiologi

Man mener 5-10% af fertile kvinder har endometriose. Tilstanden er dog formentlig underdiagnosticeret.

Ved endometriose vokser endometrioidt væv uden for livmoderen, hvilket giver anledning til kronisk inflammation og arvævsdannelse på stedet der giver symptomer. Væksten stimuleres af østrogen, hvorfor vævet vil give anledning til blødninger ved menstruation. Det kan sprede sig til flere områder, herunder peritoneum (peritoneal endometriose), myometriet (adenomyose), ovariet (endometriomer), lunger (thorakal endometriose) samt rektovaginale septum, appendix, colon og blæren. Endometriose på ovarierne i cyster med gammelt blod kaldes også for chokoladecyster. Endometriose kan i princippet sidde alle steder i kroppen.

Årsagen er ukendt, men tilstanden er arvelig og der er 4 gange større risiko for at have endometriose hvis mor eller søster har sygdommen. En mulig mekanisme for dannelsen af endometriose er retrograd menstruation, hvor menstruationsblod med endometrieceller strømmer tilbage gennem æggelederne til bækkenhulen.

Endometriose kan give infertilitet grundet sammenvoksning og arvæv omkring æggelederne.

Udredning & diagnostik

Diagnosen kan stilles på baggrund af billeddiagnostiske fund, typisk fra UL eller MR. I nogle tilfælde er laparoskopisk undersøgelse med biopsi nødvendigt, og dette er guldstandarden for at sikre diagnosen. Det inddeles i 4 stadier kaldet minimal, mild, moderat og svær endometriose der også kaldes r-AFS stadium I-IV.

Symptomer: Kan give svære menstruationssmerter eller infertilitet. Herudover kan der komme mange andre uspecifikke symptomer afhængig af hvor endometriet har spredt sig hen. Kan være meget invaliderende. Symptomer omfatter bl.a. dysmenore, intermenstruelle smerter, smerter ved samleje, dyspareuni, defækationssmerter, vekslende afføring, menoragi, træthed, oppustethed, dårlig søvn

Paraklinik: Der findes ingen blodprøve der kan bekræfte eller afkræfte endometriose. CA-125 har lav sensitivitet og specificitet overfor endometriose.

GU: Der udføres GU ved udredning af endometriose, men normal GU udelukker ikke endometriose.

Billeddiagnostik: Transvaginal ultralyd (TVUS) anvendes som en del af udredningen. MR anvendes nogle gange ved dybt infiltrerende endometriose, for eksempel i tarm og blære. CT anvendes typisk kun ved komplikationer.

Patologi: Biopsi med histologi er guldstandard ift. en endometriose diagnose. Ved laparoskopisk undersøgelse vil man typisk tage en biopsi fra suspekte elementer. Ved negative makroskopiske laparoskopiske fund er der risiko på 1,5% for alligevel at finde positive fund på biopsi (mikroskopisk endometriose).

Kilde: Wikipedia

Behandling

Der findes ingen kurativ behandling, men symptomer vil ofte aftage efter menopausen. Indtil da kan behandling være symptomatisk, evt. kirurgisk fjernelse af synlige endometrievæv. Herudover fysioterapi, optimering af kost og motion er også en vigtig del af behandlingen.

Smertestillende: Her anvendes ofte Paracetamol eller NSAID.

P-piller/Hormonspiral: P-piller anvendes ofte uden pause for at mindske eller undgå blødninger. Alternativt hormonspiral (Mirena) der også kan mindske blødninger og smerter.

GnRH agonist: Virker ved at undertrykke produktionen af østrogen, der er det hormon der stimulerer til vækst af endometrievæv.

Kirurgi: Anvendes i nogle tilfælde til at fjerne synlig endometrievæv og cyster.

Prognose

Der er tale om en kronisk tilstand. Det betragtes som en benign tilstand, men kan være meget invaliderende og kan have komplikationer. Cirka 30-40% vil få problemer med at blive gravide. Symptomer vil ofte blive mindre efter menopausen hos nogle kvinder.

Komplikationer

Endometriose er associeret med øget risiko for infertilitet, dels grundet mekaniske forandringer og dels ændringer i det ovarielle miljø.

Yderligere litteratur

Guidelines

DSOG har udgivet en guideline for diagnostik og udredning af endometriose, senest opdateret 2022, samt for behandling af peritoneal endometriose, senest opdateret i 2014.

Patientforening

Endometriose-fællesskabet er en patientforening der repræsenterer sygdommen.

Referencer

Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Opdateret oktober 2025

Speciale: Gynækologi
Opdateret: 2025 Oktober

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *