Nikotin

Nikotinprodukter anvendes til Nikotinsubstitution ifm. rygestop.

Præparatvalg

Nikotinprodukter findes i mange former, herunder plaster, tyggegummi, sugetabletter, resoribletter, inhalatorer og mundspray.

Indikationer

Anvendes til nikotinsubstitutionsterapi (NRT) ifm. rygestop eller en rygepause (fx. ifm. en indlæggelse). Et forbrug på under 10 cigaretter dgl. vil ofte kunne klare sig uden NRT.

Dosering

Der optages mindre nikotin via NRT sammenlignet med cigaretter, hvorfor det daglige nikotindosis ofte skal overstige lidt svarende til indtag via cigaretter. Som tommelfingerregel kan nikotinbehovet estimeres på følgende måde:

  • 1 cigaret = 1 mg nikotin
  • 1 cerut = 3 cigaretter = 3 mg nikotin
  • 1 cigar = 4-5 cigaretter = 4-5 mg nikotin
  • 1 pibetop = 3 cigaretter = 3 mg nikotin
  • 1 portion snus = op til 4,3 mg nikotin
  • 1 ml e-cigaret = 12-18 cigaretter = 12-18 mg nikotin

Plaster med 10 mg/døgn svarer til et forbrug på ca. 8 cigaretter daglig og 15 mg/døgn svarer til 13 cigaretter daglig. Ved forbrug på over 20 cigaretter daglig anvendes 25 mg/døgn.

Tyggegummi doseres efter behov, dog maks. 25 stk. daglig.

Sugetabletter doseres efter behov, dog maks. 15 stk. daglig.

Nedsat nyrefunktion

Nikotin og dets metabolitter udskilles primært renalt. Der foreligger dog ingen entydig evidens for dosisjustering ved let til moderat nedsat nyrefunktion. Ved svær nyreinsufficiens (GFR < 30 ml/min) bør præparater anvendes med forsigtighed, og der bør monitoreres for bivirkninger og overdoseringstegn.

Farmakologi

Nikotin virker som en agonist på nikotinacetylcholinreceptorer og stimulerer frigivelse af dopamin, noradrenalin og serotonin. Præparaterne har lavere og langsommere absorption end cigaretrøg, hvilket reducerer misbrugspotentialet. Halveringstiden for nikotin er ca. 2 timer, og steady state opnås normalt inden for 1–2 døgn ved daglig brug.

Bivirkninger, kontraindikationer & forsigtighed

For alle bivirkninger, kontraindikationer og forsigtighedsregler, tjek Promedicin og Produktresume. Her fremhæves nogle af dem.

Hyppige bivirkninger kan være lokal irritation, hudreaktion, kvalme, hovedpine, søvnbesvær, hjertebanken.

Overdosering

Symptomer på nikotinoverdosering er kvalme, opkast, mavesmerter, svimmelhed, hovedpine, hypertension, takykardi. I svære tilfælde kramper og respirationsdepression. Behandling er symptomatisk. Aktivt kul kan overvejes ved oral indtagelse.

Seponering

Seponering kan ske abrupt eller gradvist.

Markedsføring

Nikotinpræparater er receptfrie i Danmark, men enkelte styrker/former kan være receptpligtige.

Referencer

Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *