Opioider er stærkt smertestillende lægemidler der virker ved binding til opioidreceptorer.
Præparatvalg
Opioider inddeles i rene opioidagonister, dual action agonister, partielle opioidagonister/antagonister og rene opioidantagonister. Morfin anses for at være 1. valg af alle opioider. Ved svært nedsat nyrefunktion vil man typisk vælge Fentanyl, Buprenorphin eller Metadon – bemærk Metadon er specialistbehandling.
Indikationer
Opioder anvendes ved stærke smerter.
Dosering
Dosering er individuelt. Hvis man giver opioid både som depotform og som p.n. form, vil man typisk give 1/6 som p.n. form. Skifter man mellem p.o. og s.c., så svarer s.c. typisk til 1/3 af p.o. dosis.
Dosering af Morfin
Ved akutte smerter hos opioid-naive vil man ofte starte med en dosis på 10-20 mg Morfin 3-4x dgl. eller Morfin depottbl. 10-20 mg x 2 dgl.
Som lindrende behandling kan anvendes Oramorph som beroligende medicin, hvor man typisk vil dosere 3-5 dr. ad gangen for opioid-naive eller 8-10 dr. ad gangen for pt. der allerede er i behandling med opioider.
Nedsat nyrefunktion
Mange opioider udskilles gennem urinen, hvorfor nyreinsufficiens kan føre til ophobning af opioider og metabolitter, der kan føre til forgiftning. Derfor skal der ofte dosisjusteres, hvilket skal overvejes i hvert fald ved eGFR<50.
Farmakologi
Opioider virker på opioidreceptorer, der inddeles i μ-, қ- og δ-receptorer. De findes i CNS, men også perifært, herunder i plasma hvor de kan brede sig til steder med inflammation i kroppen. Binding til receptorer fører til en smertestillende effekt.
Nogle smerter kan have en vævsmekanisme (vævsskade) og andre ikke har. Det er som udgangspunkt kun de smerter der skyldes en vævsmekanisme hvor opioider er relevante og vil virke. De smerter hvor mekanismen skyldes noget til højre, bør ikke have opioider.
Bivirkninger, kontraindikationer & forsigtighed
For alle bivirkninger, kontraindikationer og forsigtighedsregler, tjek Promedicin og Produktresume. Her fremhæves nogle af dem.
GI-bivirkninger: Hyppige bivirkninger ved opioider er obstipation, men opioider har også mange andre effekter på GI-kanalen, herunder kvalme og opkast. Grundet risiko for obstipation bør fast ordination af opioider altid ledsages af laksantia.
Når man trapper ud af opioider kan man risikere abstinenssmerter, men de vil gå væk igen. Hvis de forøgede smerter bliver ved med at være det, er det nok et tegn på effekt af opoider, og man kan revurdere om det skal genordineres.
Overdosering
Overdosering kan bl.a. føre til konfusion, bevidsthedssvækkelse og respirationsdepression. Naloxon er en antidot til opioider.
Seponering
Ved langtidsbrug bør man udtrappe langsomt af hensyn til risiko for abstinenser.
Markedsføring
I Danmark markedsføres følgende opioider:
Rene opioidagonister: Alfentanil, Fentanyl, Hydromorphon, Kodein, Metadon, Morfin, Oxycodon, Remifentanil og Sufentanil. Petidin blev tidligere markedsført, men er nu udgået i Danmark.
Dual action agonister: Tapentadol og Tramadol.
Partielle opioidagonister/antagonister: Buprenorphin og Nalbuphin.
Rene opioidantagonister: Methylnaltrexon og Naloxon.
Kombinationspræparater: Ketogan og Targin.
Restordre
Nogle gange er opioider i restordre, status kan ses på Restordre.dk. Aktuelt er Morfin depottbl. 5 mg (Contalgin) i restordre, og fremgår som udgået uden det er sikkert at det kommer tilbage igen. Som alternativt kan man udskrive MST Continus ”Napp Pharmaceuticals”, der kræver en udleveringstilladelse. Som alternativ kan sidste dosistrin være Morfin depottbl. 10 mg (Malfin) – ikke Oxycodon depot 5 mg, der er mere potent og svarer til ca. 7,5 mg morfin.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.
- Smerteguide 2019 (SST)
- Farmakologisk behandling af akutte smertetilstande i bevægeapparatet (IRF SST)
- Vær opmærksom på vanskelighederne knyttet til brugen af medicinske plastre (IRF SST)
- Aftrapning af opioider (IRF SST)
- Pain Medication Questionnaire (IRF SST)
- Opioider (analgetika) (Promedicin)
- »Vi skal tilbage til morfin« (Ugeskrift for Læger)
- Drewes AM, Jensen RD, Nielsen LM, et al. Differences between opioids: pharmacological, experimental, clinical and economical perspectives. Br J Clin Pharmacol. 2013;75(1):60-78. doi:10.1111/j.1365-2125.2012.04317.x
- Pathophysiology and management of opioid-induced constipation: European expert consensus statement