Et grenblok er en ledningsforstyrrelse i ledningsbundtet efter AV-knuden (his’ske bundt), der fører til breddeøgede QRS-komplekser. Ved det venstresidige grenblok er det venstre ledningsbundt ramt. Det kaldes også for left bundle branch block eller LBBB. Et grenblok vil have et bredt QRS-kompleks på mindst 0,12 sekunder (3 små tern).
Det venstresidige grenblok ses ofte tydligst i V6 (venstre side af hjertet). Det typiske mønster er bred S-tak i V1/V2 (V-konfiguration), opsplittet R-tak i V5-6 og ST-forskydninger.
Et venstresidig grenblok kan komme ved AMI eller strukturel hjertesygdom. Venstresidig grenblok der er tilkommen på EKG samtidig med symptomer på AMI, betragtes som STEMI-ækvivalent.
Hvis man har et mønster der ligner et grenblok, men ikke er helt så bredt, kaldes det et inkomplet grenblok. Her ses langsom ledning gennem venstre ledningsbundt, men ikke blok. Dette giver tab af septale q-takker i I og V5-V6.