I nogle lande begynder man at anvende DoxyPEP til forebyggelse af kønssygdomme hos risikopersoner. Skal vi også gøre det i Danmark?
En af de seneste års største forebyggelsestiltag i forhold til kønssygdomme er PrEP. PrEP er forebyggende HIV-behandling, der gives til risikopersoner som forventes at have en forholdsvis stor risiko for at kunne blive smittet med HIV. Det er for eksempel mænd der har sex med mænd, og som generelt dyrker ubeskyttet sex. Behandlingen gives som antiviral behandling og har i studier vist sig markant at kunne sænke risikoen for at blive smittet med HIV.
DoxyPEP forebygger kønssygdomme hos risikopersoner
Nu er der begyndt at komme en anden forebyggende behandling frem i nogle lande, som kaldes for DoxyPEP. DoxyPEP er en behandling hvor risikopersoner tager en engangsdosis af Doxycyklinin 200 mg efter ubeskyttet samleje. Det skal tages inden for 72 timer, og helst inden for 24 timer efter et samleje. I studier har man vist at kunne sænke risikoen for smitte med klamydia og syfilis med 70% og gonoré med 50%.
Man har derfor for eksempel i USA indført muligheden for DoxyPEP, som anbefalet af CDC. Her henvender tilbudet om DoxyPEP sig til LGBT+ personer der har sex med personer der har haft klamydia, syfilis eller gonoré inden for de seneste 12 måneder.
Studier om DoxyPEP
Så vidt jeg kan se er debatten om DoxyPEP ikke rigtig kommet til Danmark endnu, men når behandlingen bliver indført i andre lande, rejser det selvfølgelig spørgsmålet om det også skal indføres i Danmark. Lad os se på nogle af studierne, samt fordele og ulemper ved at indføre DoxyPEP.
Fransk RCT – over 70% færre klamydia og syfilis
Et af de studier der har undersøgt DoxyPEP er et fransk RCT studie fra 2018. I studiet blev inkluderet 232 deltagere der i forvejen fik PrEP mod HIV og dyrkede ubeskyttet sex. De blev randomiseret til enten at tage DoxyPEP inden for 24 timer efter samleje eller ingenting. Herefter blev de fulgt i 10 måneder efter, hvor man observerede hvornår de fik en af kønssygdommene klamydia, syfilis eller gonoré. Man fandt en signifikant lavere risiko for at få klamydia og syfilis, mens resultatet ikke var statistisk signifikant for gonoré. Samlet set så man en reduktion i risikoen for de tre kønssygdomme på 47%, heraf 70% færre klamydiainfektioner og 73% færre syfilistilfælde.
Selvom man så færre tilfælde af gonoré i dette studie, var det ikke statistisk signifikant. Det er også værd at bemærke at i Frankring er ca. halvdelen af gonokokker der ses resistente overfor Tetracykliner, hvorfor det ikke er overraskende at DoxyPEP ikke har så stor effekt på gonoré. Jeg kender ikke andelen i Danmark, hvor der i den seneste opgørelse fra SSI kun opgøres resistens overfor Azithromycin, Ceftriaxon og Ciprofloxacin.
Amerikansk RCT – 2/3 kønssygdomme kan forebygges
I et andet amerikansk RCT så man også god effekt af DoxyPEP. Her inkluderede man også personer der i forvejen fik PrEP eller havde HIV, og som havde haft klamydia, syfilis eller gonoré det seneste år. De blev randomiseret til enten at tage Doxycyklin inden for 72 timer efter samleje eller ingenting, og man testede dem så hver 3. måned og holdte øje med hvornår de fik en af de tre kønssygdomme. Af de 501 deltagere i studiet så man at 10% af dem der fik DoxyPEP fik kønssygdomme, mens dette var 32% i kontrolgruppen. I dette studie så man en reduktion i forekomsten af alle tre kønssygdomme, også gonoré. For dem på PrEP var reduktionen 88% reduktion i klamydia, 87% reduktion i syfilis og 55% reduktion i gonoré.
I USA er det ca. 25% gonokokker der er resistente overfor tetracykliner, og derfor markant mindre end i Frankrig. Det kan måske forklare hvorfor man så at effekten var signifikant i dette studie.
Fransk RCT – effekt på alle tre kønssygdomme
Et tredje studie der kan fremhæves er det franske RCT fra 2024, der er lavet af samme forskergruppe der lavede det første studie. Her blev præsenteret resultater omfattende 502 deltagere der blev randomiseret til enten DoxyPEP eller intet. Efter et år så man en reduktion på 89% klamydia og 79% syfilis, mens gonoré blev reduceret med 51%. Dette blev dog senere korrigeret med data fra 545 deltagere, hvor resultatet var det samme for klamydia og syfilis, men reduktionen i gonoré kun var 33%.
RCT på cis kvinder – ingen effekt
Der er også lavet et RCT i 2023 på ciskvinder, men dette har ikke vist nogen effekt af DoxyPEP. Her undersøgte man 449 kvinder som tog PrEP, som blev randomiseret til enten DoxyPEP eller intet. Resultatet var at der ingen statistisk signifikant effekt blev set af DoxyPEP på de tre kønssygdomme. Man mener blandt andet dette skyldes dårlig compliance, da 44% af kvinderne ikke tog DoxyPEP, selvom de sagde de gjorde det. Dette fandt man ud af ved at tage en hårprøve fra kvinderne, der afslørede at de ikke tog lægemidlet, selvom de sagde det.
DoxyPrEP virker også
Et enkelt studie har kigget på DoxyPrEP, altså hvor Doxycyklin tages fast som profylakse og ikke efter eksponering. Det var et amerikansk RCT med 30 mænd der har sex med mænd (MSM), der allerede havde HIV og har haft syfilis mindst 2 gange siden deres HIV diagnose. De blev randomiseret til at tage Doxycyklin 100 mg daglig fast eller ingenting. Man fandt her en 73% mindre risiko for at få klamydia, syfilis eller gonoré i løbet af 48 uger efter for dem der tog DoxyPrEP sammenlignet med kontrolgruppen.
Erfaringer fra andre lande
San Francisco var den første by i USA til at tilbyde DoxyPEP til risikopersoner, hvilket de gjorde i 2022. I perioden mellem november 2022 og september 2023 blev det tilbudt til 3.000 personer på PrEP i en bestemt klinik, hvilket udgjorde 39% af PrEP brugere. I den periode faldt forekomsten af kønssygdomme med 58% i denne gruppe, mens det ikke faldt i dem der ikke fik DoxyPEP. Man så et fald på 67% tilfælde af klamydia, 78% tilfælde af syfilis og 11% tilfælde af gonoré, hvor faldet i tilfælde af gonoré ikke er statistisk signifikant.
Ulemper ved DoxyPEP
Men når der er så tydelig effekt af DoxyPEP, hvorfor så være imod det. Det største argument imod DoxyPEP er en bekymring om at det potentielt vil kunne øge resistensen af kønssygdomme mod tetracykliner, når det bliver mere udbredt.
I et nyt studie publiceret i NEJM har man fundet en sammenhæng mellem den øgede benyttelse af Doxycyklin til behandling og forebyggelse af kønssygdomme og øget tetracyklin-resistente gonokokker.
På den anden side kan forebyggelse af kønssygdomme med DoxyPEP, hvis det gives til risikopersoner med højest risiko, potentielt føre til færre kønssygdomme der så skal behandles med Doxycyklin. Det kan altså potentielt føre til samlet set mindre anvendelse af Doxycyklin.
Vigtigste pointer
- DoxyPEP kan reducere forekomsten af klamydia og syfilis markant hos risikopersoner.
- DoxyPEP reducerer i mindre grad forekomsten af gonoré og effekten er mindre jo mere udbredt tetracyklin resistens er blandt gonokokker i det område.
- DoxyPEP ser ikke ud til at virke på Cis kvinder der tager PrEP, primært grundet dårlig compliance.
Referencer
- CDC Clinical Guidelines on the Use of Doxycycline Postexposure Prophylaxis for Bacterial Sexually Transmitted Infection Prevention, United States, 2024 (CDC)
- Doxy PEP for Bacterial STI Prevention (CDC)
- Molina JM, Charreau I, Chidiac C, Pialoux G, Cua E, Delaugerre C, Capitant C, Rojas-Castro D, Fonsart J, Bercot B, Bébéar C, Cotte L, Robineau O, Raffi F, Charbonneau P, Aslan A, Chas J, Niedbalski L, Spire B, Sagaon-Teyssier L, Carette D, Mestre SL, Doré V, Meyer L; ANRS IPERGAY Study Group. Post-exposure prophylaxis with doxycycline to prevent sexually transmitted infections in men who have sex with men: an open-label randomised substudy of the ANRS IPERGAY trial. Lancet Infect Dis. 2018 Mar;18(3):308-317. doi: 10.1016/S1473-3099(17)30725-9. Epub 2017 Dec 8. PMID: 29229440.
- Luetkemeyer AF, Donnell D, Dombrowski JC, Cohen S, Grabow C, Brown CE, Malinski C, Perkins R, Nasser M, Lopez C, Vittinghoff E, Buchbinder SP, Scott H, Charlebois ED, Havlir DV, Soge OO, Celum C; DoxyPEP Study Team. Postexposure Doxycycline to Prevent Bacterial Sexually Transmitted Infections. N Engl J Med. 2023 Apr 6;388(14):1296-1306. doi: 10.1056/NEJMoa2211934. PMID: 37018493; PMCID: PMC10140182.
- Molina JM, Bercot B, Assoumou L, Rubenstein E, Algarte-Genin M, Pialoux G, Katlama C, Surgers L, Bébéar C, Dupin N, Ouattara M, Slama L, Pavie J, Duvivier C, Loze B, Goldwirt L, Gibowski S, Ollivier M, Ghosn J, Costagliola D; ANRS 174 DOXYVAC Study Group. Doxycycline prophylaxis and meningococcal group B vaccine to prevent bacterial sexually transmitted infections in France (ANRS 174 DOXYVAC): a multicentre, open-label, randomised trial with a 2 × 2 factorial design. Lancet Infect Dis. 2024 Oct;24(10):1093-1104. doi: 10.1016/S1473-3099(24)00236-6. Epub 2024 May 23. PMID: 38797183.
- Stewart J, Oware K, Donnell D, Violette LR, Odoyo J, Soge OO, Scoville CW, Omollo V, Mogaka FO, Sesay FA, McClelland RS, Spinelli M, Gandhi M, Bukusi EA, Baeten JM; dPEP Kenya Study Team. Doxycycline Prophylaxis to Prevent Sexually Transmitted Infections in Women. N Engl J Med. 2023 Dec 21;389(25):2331-2340. doi: 10.1056/NEJMoa2304007. PMID: 38118022; PMCID: PMC10805625.
- Bolan RK, Beymer MR, Weiss RE, Flynn RP, Leibowitz AA, Klausner JD. Doxycycline prophylaxis to reduce incident syphilis among HIV-infected men who have sex with men who continue to engage in high-risk sex: a randomized, controlled pilot study. Sex Transm Dis. 2015 Feb;42(2):98-103. doi: 10.1097/OLQ.0000000000000216. PMID: 25585069; PMCID: PMC4295649.
- DoxyPEP: Using antibiotics to prevent STIs (AIDSmap 2024)
- Neisseria gonorrhoeae Answers Back to DoxyPEP (Jwatch 2025)
- Expansion of tetM-Carrying Neisseria gonorrhoeae in the United States, 2018–2024 (NEJM 2025)

Skriv et svar