Anionbyttere er en form for kolesterolsænkende medicin.
Præparatvalg
Der findes følgende Anionbyttere:
- Colestyramin
- Colesevelam
De to præparater anses for ligeværdige. Der kan kun opnås klausuleret tilskud, hvis man har afprøvet Statiner (som regel både Atorvastatin, Simvastatin og Rosuvastatin) og ikke tålt disse.
Indikationer
Anionbyttere anvendes ved hyperkolesterolæmi, typisk efter Statiner og Ezetimib er forsøgt.
Farmakologi
Anionbyttere øger udskillelsen af kolesterol. Det indeholder en aktiv anionbyttergruppe, der er bundet til et inaktivt polymerskelet. Anionbytterne udveksler chlorid i tarmene med galdesyrer, og fjernelsen af disse i tarmene fører til omdannelsen af kolesterol til galdesyrer, og herefter øget udskillelse af kolesterol. Ved primær hyperkolesterolæmi ses et fald i LDL-kolesterol på 18-25%.
Bivirkninger, kontraindikationer & forsigtighed
For alle bivirkninger, kontraindikationer og forsigtighedsregler, tjek Promedicin og Produktresume. Her fremhæves nogle af dem.
Anionbyttere kan give hypertriglyceridæmi, og bør derfor ikke anvendes ved samtidig hypertriglyceridæmi, da de kan forværre dette.
Overdosis
Overdosering vil kunne give obstruktion i GI-kanalen.
Seponering
Anionbyttere kan seponeres umiddelbart.
Markedsføring
Der markedsføres de to anionbyttere Colestyramin og Colesevelam i Danmark. Colestyramin markedsføres som Questran og Colesevelam som Cholestagel.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.