Bisfosfonater

Bisfosfonater er en form for osteoporosemidler, der virker antiresorptivt. Det anvendes også ved andre indikationer, men denne artikel har fokus på behandling af osteoporose.

Præparatvalg

Man kan vælge mellem perorale former og intravenøse former. Af perorale former findes Alendronat, Risedronat og Ibandronat. Af intravenøse former findes Ibandronat og Zoledronsyre.

Alendronat betragtes som førstevalg af bisfosfonater, og hvis dette ikke kan vælges på grund af complianceproblemer eller bivirkninger vil man ofte vælge Zoledronsyre. Generelt anbefales dog at vælge et præparat hvor der er evidens for effekt på den specifikke fraktur.

AlendronatZoledronsyreRisedronatIbandronat
Columna frakturerJaJaJaJa
Hoftenære frakturerJaJaJaNej
Perifære frakturerJaJaJaNej
Steroidinduceret osteoporoseJaJaJaNej
Osteoporose hos mændJaJaNejNej
Evidens for effekt for de enkelte bisfosfonater (Kilde: Promedicin)

Evidensen for effekt af Ibandronat er ikke så omfattende som de andre bisfosfonater, hvorfor det ikke betragtes som ligeværdige med Alendronat eller Risedronat.

Indikationer

Bisfosfonater anvendes til behandling af osteoporose. Desuden anvendes det til behandling af hypercalcæmi, nogle sjældne knoglemetaboliske sygdomme og i nogle tilfælde ved cancersygdom.

Dosering

Dosering afhænger af det enkelte præparat:

Alendronat: Gives ved osteoporose som 70 mg tbl. ugentligt. Den skal tages fastende når man står op om morgenen, man må dog gerne drikke vand. Desuden må man ikke ligge ned imens. Efter indtagelse må man ikke ligge ned eller spise 30 minutter efter.

Zoledronsyre: Gives ved osteoporose som en årlig infusion, hvor der gives 5 mg over 15 minutter.

Risedronat: Gives ved osteoporose ugentligt.

Ibandronat: Gives ved osteoporose månedligt som tbl. eller hvert kvartal som i.v. behandling.

Nedsat nyrefunktion

Bisfosfonater er kontraindiceret ved eGFR<30-35. For Alendronat, Risedronat og Ibandronat er grænsen 30 og for Zoledronsyre er grænsen 35.

Knusning

Alendronat skal synkes hel og må ikke knuses, da der er risiko for ætsningsskader i oesophagus. Ved sonde kan den dog opslemmes i vand og gives.

Farmakologi

Bisfosfonater virker ved at hæmme osteoklast-aktiviteten, hvilket nedsætter knogleomsætningen. Det virker derfor antireorptivt.

Efter 3 års behandling kan man forvente en stigning i BMD på 5-9% i columna og 2-6% i hofteregionen. Risikoen for frakturer nedsættes med 20-50%.

Bivirkninger, kontraindikationer & forsigtighed

For alle bivirkninger, kontraindikationer og forsigtighed, tjek Promedicin og Produktresume. Nogle af dem fremhæves her.

GI-bivirkninger: Perorale bisfosfonater (fx. Alendronat) kan give GI-bivirkninger, især dyspepsi, der kan undgås ved behandling med i.v. bisfosfonater. Ved ulcus i ventriklen eller oesophagus er peroral bisfosfonater kontraindiceret, og man kan her give i.v. bisfosfonater i stedet.

Influenzalignende symptomer: Man kan få influenzalignende symptomer og feber, specielt ved i.v. administration. Peroral behandling giver dog hyppigt også ledsmerter og muskelsmerter.

Kæbenekrose: I sjældne tilfælde (28 tilfælde/100.000 behandlingsår) kan der ses kæbenekronse. Risikoen er størst ved cancerpatienter. Man skal derfor sikre god tandhygiejne og regelmæssige tandlægebesøg ved behandling med bisfosfonater.

Atypiske frakturer: I sjældne tilfælde kan der opstå atypiske frakturer i hoften.

Tid efter fraktur: Ved hoftefrakturer må Zoledronsyre (og formentlig alle bisfosfonater) før mindst 2 uger efter hoftefrakturen er ophelet. Dette skyldes at nogle studier har vist en mindre stigning i BMD det første år, hvis det gives for tidligt. Denne forskel er dog udlignet efter 2 års behandling.

Hypocalcæmi: Bisfosfonater er blandt andet kontraindiceret ved hypocalcæmi, hvorfor det skal sikres af se-Ca og vitamin D er i niveau inden opstart af behandling. Behandlingen kan også give hypocalcæmi og sekundær hyperparathyrodisme.

Kontrol

Ved opstart af bisfosfonater skal nyrefunktion, vitamin D og calcium kontrolleres inden, herefter også løbende. Der skal laves en DXA scanning ved opstart (referencescanning) og efterfølgende hvert 2. år.

Overdosering

Der findes ikke nogen antidot ved overdosering, og behandlingen vil derfor kun være understøttende.

Seponering

Man kan overveje behandlingspause efter 5 år ved Alendronat eller 3 år ved Zoledronsyre, hvis T-score på DXA scanning >-2,5 og der ikke har været lavenergifrakturer i behandlingsperioden. Behandlingspausen skal revurderes hvert 2.-3. år.

Markedsføring

I Danmark markedsføres Alendronat, Risedronat, Ibandronat og Zoledronsyre. De enkelte bisfosfonater markedsføres under følgende navne:

  • Alendronat: Binosto, Fosamax, Fosastad, Fosavance
  • Zoledronsyre: Aclasta
  • Risedronat: Porosecare
  • Ibandronat: Bonviva, Ibandronsyre

Referencer

Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *