Jern er et mineraltilskud der anvendes ved jernmangel og jernmangelsanæmi.
Præparatvalg
Peroral jerntilskud er som udgangspunkt første valg, men ved dårlig optagelse af jern vil man vælge intravenøs jerntilskud i stedet. Dårlig optagelse kan skyldes malabsorption i abdomen, men kan også ses ved inflammatoriske tilstande, nyreinsufficiens og ældre hvor inflammation giver anledning til påvirkning af hepcidin og funktionel jernmangel.
Indikationer
Jerntilskud gives typisk ved jernmangel eller jernmangelsanæmi. Desuden gives det forebyggende hos gravide, da graviditet giver stor risiko for jernmangel. Gives desuden også postoperativt.
Dosering
Peroral skal altid maks gives 1 gange dagligt, i nogle tilfælde kun hver 2. dag, da det giver øget optagelse. Der gives typisk 100-200 mg dgl.
Dosering af intravenøs jern afhænger af det enkelte produkt.
- Ferinject gives i dosering efter vægt og Hb. Der gives typisk 500-2.000 mg.
- Monofer gives typisk 1.000 mg, mens pt. der vejer under 50 kg skal have mindre dosis. Der må maks gives 20 mg/kg. Gives som infusion 100 mg/ml der opløses i 250 ml isoton NaCl og gives i.v. over 60 minutter.
- Venofer gives typisk 200 mg pr. gang, ofte som en kur over 3 gange, hvorefter der gøres status. Det skal fortyndes i isoton NaCl, men grundet risiko for udfældning må blandingen ikke være tyndere end forholdet 1:1. Dvs. 200 mg Venofer blandes i maks. 200 ml vand, fx. 100 ml. Gives typisk over 30 min.
Farmakologi
Optagelsen af peroral jern er bedst fastende, men tolereres bedst med mad. Optagelsen hæmmes af calcium, te, kaffe og PPI. Optagelse sker primært i duodenum via DMT1-transporteren og stimuleres af lavt jernlager og lavt hepcidin.
Efter absorption bindes jern til transferrin og deponeres som ferritin.
Udskillelse sker kun i begrænset omfang via tarm, hud og urin.
Bivirkninger, kontraindikationer & forsigtighed
For alle bivirkninger, kontraindikationer og forsigtighedsregler, tjek Promedicin og Produktresume. Her fremhæves nogle af dem.
Hyppigste bivirkninger er obstipation, kvalme, mavesmerter, mørk afføring. I sjældne tilfælde kan ses misfarvning af tænder ved peroral jern.
Ferricarboxymaltose (Ferinject) giver stor risiko for hypofosfatæmi, og ved langvarig behandling knogleforandringer. Derfor skal se-fosfat kontrolleres
Er kontraindiceret ved hæmokromatose.
Overdosering
Overdosering af jern er giftigt. Symptomer kan være kvalme, opkast, mavesmerter, metabolisk acidose, shock og leversvigt. Behandlingen kan være desferoxamin som antidot og understøttende behandling.
Seponering
Kan seponeres umiddelbart.
Markedsføring
Der skelnes mellem intravenøs jerntilskud og oralt jerntilskud. Af intravenøse jernprodukter findes:
- Jern(III)-hydroxid-dextrankompleks (Cosmofer)
- Ferriderisomaltose (Diafer)
- Ferricarboxymaltose (Ferinject)
- Ferriderisomaltose (Monofer)
- Jern(III)-hydroxid-saccharosekompleks (Venofer)
- Jern-sucrose
Af perorale jernprodukter findes mange som kosttilskud, heraf kan nævnes:
- Ferrochel aminosyrechelat (Aminojern)
- Ferrofumarat+Vitamin C (Jern C)
- Ferrofumarat (Hemofer)
- Ferrosulfat (Ferro duretter, Duroferon)
- Ferrimaltol (Feraccru)
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Skriv et svar