Bilirubiner er en del af organomarkører (levertal). Den biokemiske betegnelse er p-bilirubiner.
Indikationer
Bilirubiner tages specielt ved mistanke til levergaldevejssygdom, hæmolyse samt ved mistanke til hyperbilirubinæmi ved nyfødte.
Baggrund
Der skelnes mellem total-bilirubin, ukonjugeret bilirubin og konjugeret bilirubin. Den almindelige der måles er total-bilirubin, mens de andre kan efterbestilles.
Bilirubin er et nedbrydningsprodukt af hæmoglobin fra erytrocytter. Hæm nedbrydes i milt og lever, og dette fører til dannelse af ukonjugeret bilirubin. Herefter sker der en konjugering i hepatocytter ved enzymet UDP-glukuronyltransferase. Dette udskilles i galde og metaboliseres yderligere i tarmen til urobilinogen og stercobilin, der giver fæces farve. En mindre del reabsorberes og udskilles via nyrerne som urobilin, hvilket giver urin farve. Forhøjet bilirubin giver ikterus.
Tolkning
Hvis bilirubiner er forhøjet kan årsagen både være hepatocellulært og kolestatisk. For at bestemme om den mest sandsynlige årsag til forhøjet ALAT og basisk fosfatase er kolestase eller hepatisk, kan man beregne en R-værdi. Man kan bruge en beregner eller beregne R ved følgende formel:
R = (ALAT – Øvre værdi af ALAT)/(BF – Øvre værdi af BF)
Hvis R>5 er årsagen mest sandsynlig hepatocellulært. Er R<2 er årsagen mest sandsynlig kolestatisk. Er R mellem 2 og 5 er det en blandet årsag.
Forhøjede bilirubiner kan også skyldes hæmolyse. Se efter samtidig forhøjet LDH, haptoglobin, reticulocytter og anæmi. Overvej Coombs test. Overvej også at bestille bilirubin gruppe, idet der ved hæmolyse er forhøjede ukonjugerede bilirubiner, ikke konjugerede bilirubiner.
Ved isoleret hyperbilirubinæmi, dvs normal basisk fosfatase og ALAT, bør man kontrollere konjugeret og ukonjugeret bilirubiner. Ved forhøjede ukonjugerede bilirubiner skyldes det overproduktion, hæmmet optag, hæmmet konjugering af bilirubiner. Ved forhøjet konjugerede bilirubiner skyldes det nedsat udskillelse til galdegangene eller lækage fra hepatocytter til blodet. Hæmolyse vil give forhøjede ukonjugerede bilirubiner.
Man har akut leversvigt hvis bilirubiner>200.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.
Skriv et svar