Frie lette kæder er betegnelsen for frie kappa og lambda kæde, samt ratioen mellem dem. Den biokemiske betegnelse er også for p-kappa-kæde (Ig) frie, p-lambda-kæde (Ig) frie og kappa/lambda ratio. Ratioen beregnes som forholdet mellem kappa og lambda værdien.
Indikation
Frie lette kæder anvendes ifm. udredning for myelomatose og andre m-komponentsygdomme. Desuden monitorering af behandlingsrespons for myelomatose.
Baggrund
Kroppens plasmaceller producerer altid frie lette kæder, som cirkulerer i blodet. De spiller en rolle i immunforsvaret, hvor de ved kopling med tunge kæder danner antistoffer. Ved Myelomatose og anden M-komponentsygdom stiger produktionen af en bestemt type, fx. kappa eller lambda. Dette fører til en forhøjet eller lav kappa/lambda ratio.
Ved nyreinsufficiens vil niveauet af begge frie lette kæder stige, fordi nyrerne ikke er i stand til at udskille så mange lette kæder. Her vil netop forholdet mellem kappa og lambda kæder fortsat være normalt. Ved aftagende nyrefunktion vil man dog kunne se abnorm kappa/lambda ratio midlertidligt på grund af forskellig clearence for de to kædetyper. Et aktiveret immunforsvar og inflammation hvor plasmaceller aktiveres vil også føre til en øget produktion af frie lette kæder, hvor ratioen vil være normal.
Frie lette kæder har erstattet bence jones protein (u-m-komponent), som man anvendte før i tiden ved udredning for m-komponentsygdom.
Tolkning
Referenceværdien for kappa er 3,3 – 19,4 mg/l, for lambda er den 5,71 – 26,3 mg/l og for kappa/lambda ratioen er den 0,26 – 1,65.
Forhøjet kappa eller lambda, men normal ratio giver ikke anledning til yderligere udredning. Ved forhøjet eller for lavt kappa/lambda ratio skal man overveje videre udredning. Det kan give mistanke til MGUS, let-kæde myelomatose, myelomatose eller sekundær AL amyloidose. Der kan dog ses falsk forhøjet ratio ved ændringer i nyrefunktion, grundet forskellig clearence for de to kædetyper.
Frie lette kæder kan man fordel tolkes i sammenhæng med M-komponent, immunoglobuliner, Hb, Ca og kreatinin.