Sondeernæring er en vigtig form for ernæringsterapi til personer der ikke selv er i stand til at indtage tilstrækkelig ernæring. I denne artikel samles vigtige pointer omkring sondeernæring.
Indikation
Indikation for sondeernæring kan være vanskelig i nogle tilfælde af vurdere, og vil ofte kræve en tværfaglig konference, for at træffe den rigtige beslutning. Som tommelfingerregel skal man overveje sondeernæring hvis man ikke kan dække mindst 75% af ernæringsbehovet, med mildere ernæringsinitiativer.
Når man skal tage stilling til hvorvidt sondeernæring er indiceret skelner man mellem om problemstillingen skyldes akut sygdom eller er en mere vedvarende problemstilling. Desuden tages stilling til hvad problemstillingen er. Det er hyppigt at se dysfagi eller forværring af dysfagi ved akut sygdom (fx. infektioner), der gør at man normalt kan spise tilstrækkeligt, men under den akutte sygdom ikke er i stand til det. I de situationer vil sondeernæring i mange tilfælde give mening. Sonden vil da skulle seponeres når den akutte sygdom er overstået.
Hvis det er en mere vedvarende problemstilling, er det vigtigt at få afdækket årsagen til dette. Hvis årsagen er demens frarådes langvarig behandling med sonde i både danske og internationale guidelines. Hvis årsagen derimod er apopleksi, parkinsons sygdom eller cancer kan det godt give mening i nogle tilfælde.
Udover ernæringsbehov kan indikation for en sonde også være med henblik på indtagelse af medicin (fx. ved Parkinsons sygdom) eller væske (fx. ved hypernatriæmi).
En sonde kræver også at man kan acceptere og medvirke til at have sonden. Desuden skal man selvfølgelig give informeret samtykke til sonden. Nogle ønsker ikke at behandles med sonde, og dette skal respekteres. Specifikt må man ikke gennemføre sondeernæring mod en persons vilje ved varigt inhabile (svært demente), ej heller ved stedfortrædende samtykke fra pårørende.
Når en sonde anlægges er det vigtigt at tage stilling til i hvilke tilfælde den skal seponeres eller løbende revurdere det. Skal det være når den akutte sygdom er færdigbehandlet? Giver man et forsøg med sondeernæring fx. nogle måneder og ser den kliniske udvikling, og hvis ingen bedring seponeres sonden?
Typer af sonde
Man skelner mellem en nasogastrisk sonde og en PEG-sonde. Mange vil starte med en nasogastrisk sonde, og ved længerevarende sondebehov få anlagt en PEG-sonde. Når der anlægges en nasogastrisk sonde skal denne have skiftet næsebor efter 3-4 uger, da der ellers kan komme irritation eller problemer med næseskillevæggen. Man skal som regel have en PEG sonde, hvis der er behov for sondeernæring mere end 2 måneder.
En MicKey sonde er en form for PEG-sonde, der anlægges sekundært til en eksisterende PEG-sonde, placeret direkte gennem bugvæggen i den eksisterende fistelgang. Den sidder som en knap mod huden, og kaldes derfor også for en knapsonde. Den er lidt mere diskret, og nedsætter risikoen for dislokation.
Et alternativ til sondeernæring er parenteral ernæring. Dette anvendes dog kun meget kortvarig og hvis sonde ikke er muligt, fx. ved manglende optagelse i GI-kanalen eller man ikke kan samarbejde til sonde. Parenteral ernæring er forbundet med højere risiko, og er ikke en langvarig løsning.
Kontrol af sonde
Før sonden tages i anvendelse, skal det kontrolleres at den ligger korrekt i ventriklen eller distalt herfor. Dette skyldes at hvis sonden er misplaceret i lungerne, kan dette give anledning til livstruende aspiration. Der findes flere metoder:
- Luftbobletest, hvor man blæser luft i sonden og lytter med stetoskop over ventriklen om der høres boblelyde her. Hvis der gør dette, ligger den korrekt.
- pH måling af aspirat, hvor man aspirerer og måler pH. Hvis sonden ligger i ventriklen vil man forvente meget sur pH grundet mavesyre, typisk pH<5,5. Hvis pH>5,5 kan den ligge i luftvejene. Hvis sonden ligger i duodenum vil den dog også være let basisk. Hvis man tager PPI vil pH også være falsk for høj.
- Rtg. kontrol er guldstandard og gøres, hvis de andre metoder ikke giver nogen afklaring.
Hvis der bliver problemer med en sonde, skal man overveje om den skal skiftes. Det afhænger af lokale forhold hvor ofte en PEG-sonde skal skiftes, hvis der ikke er problemer med sonden, men ofte gøres dette først når der bliver problemer med sonden.
Ved PEG-sonder er det vigtigt at sonden trækkes tot, så den holder tæt, som udgangspunkt 2 mm fra hudniveau. Ellers er der risiko for at sonden kan glide frem og tilbage, og gøre indstiksstedet større og der kan komme maveindhold ud og generere omkring indstiksstedet. Der er ofte påsat en klemme på sonden der sikrer den holder tæt.
Ernæringsplan
Når der anlægges sonde mhp. ernæring skal der lægges en ernæringsplan, ofte af eller i samarbejde med en diætist. Der skal også ordineres ernæringsterapien i FMK ved udskrivelse med sonde, og der skal udskrives grøn recept. Der gives ofte sondeernæring 3-6 gange daglig, fx. på nedenstående tidspunkter, der tager hensyn til vågne timer mellem 8 og 21.
| Antal bolus pr. dag | Tidspunkt | Interval |
| 6 | 08:00 • 10:30 • 13:00 • 15:30 • 18:00 • 20:30 | 2,5 timer |
| 5 | 08:00 • 11:00 • 14:00 • 17:00 • 20:00 | 3 timer |
| 4 | 08:00 • 12:00 • 16:00 • 20:00 | 4 timer |
| 3 | 08:00 • 13:00 • 18:00 | 5 timer |
Der skelnes mellem fuld sondeernæring hvor man kun får sondeernæring, og supplerende sondeernæring hvor man spiser per os, men suppleres med sondeernæring hvis man ikke indtager tilstrækkeligt per os.
Man vil typisk også skylle sonden før og efter anvendelse med væske (postevand) – mindst 50 ml hver gang. Der gives ikke medicin samtidig i sonden.
Komplikationer
Den farligste komplikation til sondeernæring er aspiration, herunder aspirationspneumoni. Dette er både en risiko ved nasogastrisk sonde og PEG sonde. Gastroenterit er også en infektiøs komplikation til sondeernæring.
For hurtig opstart af sondeernæring kan give refeeding syndrom. Derfor er det vigtigt at observere for dette i starten. Det kan være relevant at opstarte thiamin på vid indikation.
Diarre som komplikation er også hyppig. Dette vil være hyppigere ved bolusindgift end kontinuerlig indgift, hvorfor man kan overveje at skifte til kontinuerlig indgift ved diarre. Andre gange kan man forsøge at skifte til andet produkt der tåles bedre. Man kan også give mindre mængder ad gangen.
Kvalme, opkast og mavesmerter skyldes ofte for hurtig infusionshastighed.
Sonden kan tilstoppes, hvilket kan skyldes udfældning af protein. Her skal man sikre sig at sonden skylles med væske efter brug.
Denne artikel vil løbende blive udvidet. Synes du selv der er vigtige pointer der mangler, er du meget velkommen til at skrive en kommentar i bunden af artiklen.
