Akut leukæmi

Akut leukæmi er en akut manifestation af en leukæmi, der kan være livstruende.

Ætiologi

Akut leukæmi er en gruppe af maligne hæmatologiske sygdomme karakteriseret ved en hurtig proliferation af umodne leukocytter (blaster) i knoglemarven, hvilket fortrænger normal hæmatopoese. Der skelnes mellem akut myeloid leukæmi (AML) og akut lymfatisk leukæmi (ALL). Akut promyelocyt leukæmi (APL) er en subtype af AML.

  • Akut myeloid leukæmi (AML): Umodne myeloidceller (myeloblaster) dominerer. Hyppigst hos voksne, medianalder ved diagnose ca. 68 år. Incidens stiger med alderen.
  • Akut lymfatisk leukæmi (ALL): Proliferation af lymfoblaster (B- eller T-celleoprindelse). Dominerer hos børn, men udgør ca. 20 % af leukæmier hos voksne.

Akut leukæmi opstår ved mutationer i hæmatopoietiske stamceller, der fører til blokering af differentiering og ukontrolleret proliferation.

Udredning & diagnostik

Akut leukæmi defineres ved ≥20% blaster i knoglemarv eller perifert blod.

Symptomer: Symptomerne afspejler knoglemarvssvigt og systemisk sygdom. Symptomer kan være træthed, bleghed, dyspnø, feber, infektioner, petechier, blødninger, vægttab, nattesved, knoglesmerter, hepatosplenomegali, lymfadenopati.

Paraklinik: Vil ofte vise leukocytose, anæmi og trombocytopeni med påvisning af blaster i perifært blod. Pancytopeni kan også forekomme.

Knoglemarvsprøve: Vil vise over 20% blaster i knoglemarven.

Lumbalpunktur: Udføres ofte ved ALL for at udelukke CNS leukæmi.

Behandling

Behandlingen er højtspecialiseret og udføres på hæmatologiske afdelinger. Ofte vil man give kemoterapi mhp. remission. I nogle tilfælde kan tilstanden kureres med knoglemarvstransplantation. Ved mistanke til akut leukæmi skal der akut konfereres med hæmatolog.

Komplikationer

Infektioner, blødninger, tumorlysesyndrom, leukostase (ved blasttal >100.000/µL) med åndenød eller neurologiske symptomer og DIC er mulige komplikationer.

Referencer

Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *