Bells parese eller idiopatisk perifær facialisparese er en ansigtslammelse der skyldes perifær påvirkning af n. facialis.
Ætiologi
En facialisparese er en parese af kranienerven n. facialis, og denne kan enten være perifær eller central. Facialiskernen består af en øvre og en nedre kerne. Den øvre kerne forsyner den øverste del af ansigtet og den nedre kerne forsyner den nedre del af ansigtets motoriske muskler. Den øvre kerne forsynes fra begge sider, mens den nedre kerne forsynes kun fra den modsatte side af hjernen. Det betyder at en central fascialisparese vil vise sig ved manglende funktion i modsatte nedre ansigt, men bevaret øvre del af ansigtet (kan rynke pande). En perifær facialisparese vil derimod kunne vise sig som manglende funktion i hele ansigtet på samme side.
Årsagen til en perifær facialisparese kan være kongenit, traumatisk, infektiøs, tumor, metabolisk og idiopatisk. Af infektiøse årsager kan især nævnes neuroborreliose og herpes zooster. Det er den idiopatiske perifære facialisparese der egentlig kaldes Bells parese, og dette er den hyppigste årsag hos voksne (75% tilfælde).
Udredning & diagnostik
Diagnosticeres på baggrund af neurologisk undersøgelse, og udelukkelse af andre årsager til perifær facialisparese. Bells parese er en eksklusionsdiagnose.
Definition: Læsion i nucleus facialis eller perifert herfor (DSOHH).
Symptomer: Ansigtslammelse. Ved en perifær facialisparese kan pt. ikke rynke panden. Det kan pt. godt ved en central facialisparese fordi den øverste del af Nc. facialis dobbeltinnerveres.
Lumbalpunktur: Vil man typisk udføre ved flåteksposition inden for de seneste 6 måneder.
Billeddiagnostik: Kan omfatte CT eller UL som led i udredningen.
Behandling
Hvis undersøgelser påviser Bells parese (dvs. ikke anden årsag) behandles typisk med Prednisolon 50 mg x 1 i 10 dage, helst inden for 3 døgn siden symptomdebut.
Prognose
Ved funktion af n. facialis inden for tre uger bedres prognosen for komplet remission, denne er 94% hvis der behandles med prednisolon. Hvis der efter tre uger ikke er bedring, er prognosen for remission ikke god.
Yderligere litteratur
Guideline
DSOHH har udgivet en guideline for håndtering af perifær facialisparese.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.