Candidæmi er betegnelsen for svampeinfektion i blodet. Det er også en form for invasiv candidiasis.
Ætiologi
Invasiv candidiasis er den hyppigste systemiske svampeinfektion. Der ses ca. 500 candidæmier årligt i Danmark. Den hyppigste svamp der findes i bloddyrkning er candida albicans, efterfulgt af Candida glabrata, Candida tropicalis og Candida krusei. Det ses oftest kun ved svært syge intensiv-patienter eller svært immunsvækkede patienter. Udgangspunktet for infektionen kan være et PVK, CVK, abdominalt fokus eller fremmedlegemeinfektion.
Udredning & diagnostik
Candidæmier diagnosticeres ved fund af svampe i bloddyrkninger. Som led i udredningen skal der ledes efter fokus for infektionen. Her bør man dog være opmærksom på at fund af candida i bl.a. slimhinder, tarm, luftveje eller urin kan være udtryk for kolonisation, og ikke egentlig infektion. Påvisning af candida i væv der normalt er sterile er derimod et udtryk for infektion.
Paraklinisk: Kan ses billede af infektion med forhøjede infektionstal.
Bloddyrkning: Påviser svampe. Ved candidæmi anbefales daglige bloddyrkninger for at vurdere behandlingseffekt.
Behandling
Behandles med svampemidler, og ved inficerede fremmedlegemer fjernes disse.
Svampemidler: Candidæmier skal altid behandles med systemiske svampemidler, og det er vigtigt at behandling iværksættes hurtigt, da det har betydning for prognosen. Der behandles efter resistenssvar. I ca. 40% tilfælde er candidæmier ikke fuldt følsomme for fluconazol. Her vil man ofte behandle med et echinocandin, fx. caspofungin eller anidulafungin. Man behandler som regel minimum 14 dage efter sidste positive bloddyrkningssvar.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.
