Cerebral salt wasting er en form for hyponatriæmi der udvikles ved cerebral katastrofe og generelt CNS sygdomme. Det er omdiskuteret om CSW eksisterer eller om det er en speciel form for SIADH, men da behandlingen er anderledes giver det mening at betragte det som sin egen tilstand.
Ætiologi
Cerebral Salt Wasting er en form for hyponatriæmi der ses ved sygdomme i hjernen. Det ses især ved SAH, men kan også ses ved andre tilstande såsom cerebral karcinomatose, meningitis, encefallit, poliomyelitis, CNS tumorer og CNS kirurgi. Typisk opstår det inden for 10 dage efter CNS event, men er dog også beskrevet f.eks. en måned efter.
Mekanismen hvormed Cerebral Salt Wasting opstår kendes ikke præcist, men der findes to udbredte hypotoser. Den ene er at sygdomme i CNS fører til ændring i nervestimuleringen til nyrerne, som påvirker reabsorptionen af Natrium, urinsyre og væske i de proksimale tubuli samt frigivelsen af Renin. Den anden hypotese er at der frigives Brain Natriuretisk Peptid (BNP) ifm. CNS sygdomme, som nedsætter Natrium reabsorptionen og hæmmer frigivelsen af Renin. BNP menes at blive frigivet fra hormonproducerende neuroner i hjernen, som stimuleres af et højere intrakranielt tryk. Tabet af Natrium i nyrerne fører til tab af væske, som stimulerer til ADH produktion, hvilket fører til hyponatriæmi.
Udredning & diagnostik
Cerebral Salt Wasting skal mistænkes ved CNS sygdom og hyponatriæmi. Kriterierne vil typisk være:
- Hyponatriæmi og CNS sygdom
- Tegn til hypovolæmi
- Lav p-osmolalitet
- Høj urin-osmolalitet
- Høj urin-natrium
Symptomer: Udover symptomer på hyponatriæmi kan Cerebral Salt Wasting patienter også have polyuri og tegn til volumentab (f.eks. hypotension, nedsat hudturgor, forhøjet hæmatokrit, øget karbamid/kreatinin ratio).
Paraklinik: Der ses typisk lav p-osmolalitet, høj urin-osmolalitet (mindst over 100, typisk over 300), urin-natrium typisk over 40 og lav p-urat (grundet tab af urat i urinen).
CSW vs SIADH: CSW og SIADH ligner klinisk og paraklinisk hinanden, men har forskellig behandling (SIADH behandles med væskerestriktion, mens CSW behandles med salttilskud). Både CSW og SIADH har lav p-osmolalitet, høj urin-osmolalitet og høj urin-natrium, men hvor SIADH er euvolæmisk så er CSW hypovolæmisk. Man vil derfor ved CSW typisk kunne se hypotension, forhøjet kreatinin og forhøjet hæmatokrit. Der vil også ved CSW typisk være store diureser og vægttab. Man kan også skelne mellem CSW og SIADH ved at se respons af isoton NaCl, idet man ved CSW vil se korrektion af hypovolæmi som fjerner ADH responset og dermed korrigerer hyponatriæmi, hvilket ikke vil ses ved SIADH.
Behandling
CSW behandles med salttabletter, hyperton saltvand og mineralokortikoider (f.eks. Florinef 0,1-0,3 mg pr. døgn).
Man må IKKE behandle CSW (som SIADH) med væskerestriktion, fordi dette kan føre til cerebral hypoperfusion. CSW kræver ikke langvarig behandling, da det typisk forsvinder inden for 3-4 uger.
Yderligere litteratur
Guidelines
Dansk Selskab for Endokrinologi har i 2022 udgivet en NBV om hyponatriæmi, hvor også Cerebral Salt Wasting omtales.
UpToDate har også udarbejdet en guideline om Cerebral Salt Wasting, der senest er opdateret i 2022.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.