Nefrogen anæmi

Nefrogen anæmi er et udtryk for anæmi ved kronisk nyresygdom (CKD).

Ætiologi

Kronisk nyresygdom (CKD) kan give anledning til kronisk anæmi, her kaldet nefrogen anæmi. Udover dette er den hyppigste årsag til anæmi ved CKD jernmangel.

Den primære årsag til nefrogen anæmi er at nyrerne ved CKD producere mindre erythropoiein (EPO). Specielt ved CKD 3-5 (eGFR<45) ses en lavere EPO-produktion, hvor nefrogen anæmi kan opstå. EPO stimulerer knoglemarven til produktionen af erythrocytter, hvorfor man får anæmi, når denne produktion ikke fungerer.

Udover den EPO-inducerede anæmi ved CKD, så vil hæmodialysepatienter også have et blodtab i slanger og filtre, hvilket giver yderligere anæmi.

Udredning & diagnostik

Nefrogen anæmi overvejes ved kronisk anæmi og kronisk nyresygdom (som udgangspunkt CKD 3-5), og diagnosticeres ved udelukkelse af andre årsager til anæmi. Paraklinisk ses normocytær normokrom anæmi med lav-normale reticulocytter.

Paraklinik: Ved nyreinsufficiens og anæmi bør blodprøver inkludere Hb, leukocytter, trombocytter, retikulocytter, ferritin, transferrin-mætning, vitamin B12 og folat. Ferritin anvendes til at vurdere fyldte jerndepoter og transferrin-mætning til at vurdere tilgængeligt jern for erythropoiese. En ferritin>300 indikerer fyldte jerndepoter i knoglemarven hos CKD patienter. Høje reticulocytter tyder på et sufficient EPO respons. Nefrogen er karakteriseret som normocytær normokrom anæmi, og kan derfor ikke direkte skelnes fra anæmi ved kronisk sygdom.

Behandling

Den optimale Hb ved pt. med nyresygdom anses for liggende over 6,2 mmol/l – dette er dog ikke et udtryk for en højere transfusionsgrænse.

Blodtransfusion: Transfusionsgrænserne ved nefrogen anæmi er som generelt ved anæmi, dvs. Hb<4,3 generelt og Hb<4,7 ved personer med kronisk hjertesygdom. Som tommelfingerregel øges Hb med 0,5 pr. port. SAG-M.

Jernterapi: Ved kronisk nyreinsufficiens, anæmi, ferritin<500 og transferrin-mætning<30% overvejes forsøg med behandling med jern. Jerninfusion anbefales ikke ved samtidig systemiske infektioner. Ved peroral behandling kan man fx. give Ferroduretter 200 mg dgl. (obs kun 1x daglig). Ved i.v. jernbehandling vil man typisk give Monofer eller Venofer, typisk hver 3.-6. måned. Man vil typisk kontrollere jerntal en uge efter behandling. Der kan i nogle sammenhænge være fordele ved at vælge i.v. jern fremfor p.o. jern.

Respons af EPO afhængig af om der behandles med p.o. eller i.v. jern (Kilde: Kidney International)

EPO behandling: Før EPO overvejes skal alle korrigerbare årsager til anæmi, herunder jernmangel, korrigeres så p-ferritin>300 og transferrin-mætning>0,30. Hvis nefrogen anæmi vurderes mest sandsynligt og Hb<6,2 mmol/l, vil man overveje behandling med EPO indtil Hb 6,2-7,1 mmol/l. Man kan vælge flere præparater, fx. Aranesp (Darbepoetin alfa). Når EPO behandling indledes vil man efterfølgende monitorere effekt på Hb og afhængig af dette justere fremtidig dosis. Man skal altid behandle med jern samtidig med EPO, for at undgå udvikling af jernmangel. Der må som udgangspunkt ikke behandles med EPO ved tidligere eller nuværende malignitet, da det kan føre til progression eller recidiv. Pt. med tidligere apopleksi bør ej heller behandles, da det kan føre til ny apopleksi.

Yderligere litteratur

Guideline

KDIGO har udgivet en guideline for håndtering af anæmi ved kronisk nyreinsufficiens, der senest er opdateret i 2012.

Det britiske nefrologiske selskab har udgivet en guideline i 2017.

Referencer

Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *