Skip to content

Fodvorter

Fodvorter eller verrucae plantares er en virusinfektion med HPV i huden, der fører til en mindre gevækst. Vorter generelt kaldes også Verruca vulgaris.

Ætiologi

Fodvorter forårsages primært af HPV-virus 1, 2, 4 og 63. Smitten sker ved direkte hudkontakt eller indirekte via kontaminerede overflader, som fx gulve i offentlige badeområder, omklædningsrum og svømmehaller.

Virus invaderer epidermis gennem mikroskopiske revner eller læsioner i huden. Inkubationstiden kan variere fra uger til måneder. Når virus er kommet ind i cellerne, forårsager den en overproduktion af keratinocytter, hvilket fører til den karakteristiske fortykkelse af huden og dannelse af en vorte

Udredning & diagnostik

Diagnosen af fodvorter er typisk klinisk og baseret på vortens karakteristiske udseende.

Symptomer: Fodvorter fremstår ofte som små, ru, blomkålslignende knuder på fodsålen. De er typisk velafgrænsede. Efter forsigtig afskrabning af det øverste hudlag kan man se små sorte eller røde punkter i vortens midte. Disse er kapillærer, der er fortykket og forvrænget af virus. Disse punkter adskiller fodvorter fra hård hud (callus), som ikke har dem. En af de vigtigste differentieringspunkter er, at en vorte typisk er smertefuld ved tryk fra siden (sammentrykning), hvorimod hård hud er smertefuld ved direkte tryk ovenfra.

Behandling

Behandlingen af fodvorter er ofte udfordrende, da de kan være dybtliggende og modstandsdygtige. Mange fodvorter forsvinder spontant.

Eksempler på behandlinger er syrecreme (med salicylsyre, myresyre eller trichloreddikesyre), kryoterapi (flydende nitrogen) og Cantharidin. Eksempler på præparater er Vortefri og Wartner der begge indeholder syrecreme, hhv. myresyre og trichloreddikesyre.

Prognose

Vorter forsvinder hyppigt spontant. Det gør ca. 1/3, mens yderligere 1/3 forsvinder ved lokalbehandling. De sidste 1/3 er vanskelig traktable. Cirka 65% er helbredt efter 2 år. Plantare vorter kan dog have et langvarigt forløb, specielt hos ældre børn og voksne.

Referencer

Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Speciale: Dermatologi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *