Føtalt alkoholsyndrom (FAS) er en medfødt tilstand, hvor fostret har specielle ansigtstræk, hæmmet vækst og hjerneskade som følge af at moderen har drukket alkohol under graviditeten.
Ætiologi
Skyldes massivt alkoholindtag ved mater under graviditeten. Alkohol (ethanol) er et teratogen, som frit kan krydse placenta og nå fosteret. Da fosterets lever er umoden, kan det ikke metabolisere alkohol effektivt, hvilket betyder, at alkoholkoncentrationen i fostervandet og fosterets blod forbliver højere og i længere tid end i moderens blod.
Det har en direkte giftig effekt på de udviklende neuroner i hjernen. Det kan forårsage celledød (apoptose) og forstyrre neuronal migration, hvilket fører til en mindsket hjernestørrelse (mikrocefali), misdannelser i hjernestrukturen (f.eks. agenese af corpus callosum) og generel nedsat hjernefunktion. Alkohol hæmmer også optagelsen af næringsstoffer og ilt i moderkagen, hvilket fører til nedsat fostervækst og lavere fødselsvægt og -længde. Alkohol kan også forstyrre celleproliferation og -differentiering, hvilket fører til karakteristiske ansigtsmisdannelser og defekter i andre organer, herunder hjerte, nyrer og skelet.
Udredning & diagnostik
Diagnosen af FAS stilles postnatalt og er primært klinisk, baseret på en kombination af tre kardinaltræk og bekræftet eksponering for alkohol i fostertilværelsen.
Symptomer: Der ses specielle ansigtstræk, som manglende filtrum mellem næse og overlæbe. Symptomerne kan være meget varierende. Barnet kan have problemer med indlæring, sen udvikling og sprogproblemer og mental udviklingshæmning med betydelig hjerneskade.
Behandling
Der findes ingen behandling, som helbreder medfødt alkoholsyndrom. Tidlig stimulering kan hjælpe barnet til at udnytte sine ressourcer på en bedst mulig måde.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.
