Hæmokromatose eller jernaflejringssygdom er en tilstand hvor man har et stort jernniveau i kroppen, hvilket kan være toksisk.
Ætiologi
Hæmokromatose er en tilstand hvor der ses jernophobningen især i leveren, pankreas, led, hjertet, hypofysen og gonader. Tilstanden skyldes øget jernoptag fra tarmene, hvilket giver et stort jernniveau i kroppen, der akkumuleres i væv. Kroppen kan derved akkumulere omkring 20-50 g. jern, hvor der normalt kun findes 4 g. jern i kroppen. Kan også skyldes sekundær hæmokromatose, grundet Ineffektiv erytropoiese, aplastisk anæmi, kronisk leversygdom, porphyria cutanea tarda eller multiple transfusioner (tilføres 200-250 mg jern for hver transfusion) – dette er forholdsvist sjældent. Sygdommen debuterer typisk efter 30 års alderen for mænd og efter 50 års alderen for kvinder.
Det er hyppigst en arvelig tilstand der nedarves autosomal recessivt, hvor der ses hyppigst mutation i CYS282TYR og nogle gange HIS63ASP (kaldes HFE-hæmokromatose). Sygdommen har en lav penetrans, så selvom man er homozygot for CYS282TYR, har man kun 10% risiko for at udvikle sygdommen. Hvis man er heterozygot for både CYS282TYR og HIS63ASP har man en lavere risiko, mens det er meget sjældent ved andre mutationer, såsom kun heterozygot for HIS63ASP. Mutationer i andre gener er også meget sjældent, dette kaldes non-HFE hæmokromatose.
Den mest udbredte arvelige form (HFE-hæmokromatose) kaldes også for type 1 hæmokromatose. Herudover findes type 2, 3 og 4 hæmokromatose, der er meget sjældent. Type 4 hæmokromatose giver oftest anledning til retikuloendotelial jernophobning (ikke parenkymal jernophobning som ved type 1-3), hvor der typisk ses forhøjet ferritin, men normal transferrin-mætning. Type 1, 3 og 4 debuterer sent, mens type 2 debuterer i tidlig alder.
| Type | Betegnelse | Koder for | Arvegang |
|---|---|---|---|
| Type 1 | HFE hæmokromatose | – | Autosomal recessiv |
| Type 2 | HJV og HAMP hæmokromatose (Juvenil hæmokromatose) | Hæmojuvelin og Hepcidin | Autosomal recessiv |
| Type 3 | TFR2 hæmokromatose | Transferrin receptor 2 | Autosomal recessiv |
| Type 4 | SLC40A1 | Ferroportin | Autosomal dominant |
Patofysiologisk giver mutationerne manglende aktivering af hepcidin, hvilket giver hepcidin insufficiens og manglende negativ feedback på jernoptagelse. Derved bliver jernoptagelsen i enterocytterne i tarmene ikke hæmmet, hvilket fører til et større jernoptag. I leveren fører jernophobningen til oxidativt stress i hepatocytterne, der kan fører til nekrose og apoptose af hepatocytter. Dette fører på sigt til leverfibrose og levercirrose ved manglende behandling.
Udredning & diagnostik
Mistænkes hvis ferritin vedvarende er forhøjet og transferrin-mætning gentagne gange er over 45%, uden oplagt årsag. Bør også mistænkes ved levercirrose og samtidig forhøjet ferritin, eller ved kendt hæmokromatose i nær familie. Udredes initielt med HFE-gentest, og ved tvivl såfremt denne er negativ da leverbiopsi eller MR lever. Ved leverpåvirkning bør man udrede for hepatocellulært karcinom med α-fetoprotein, billeddiagnostik og evt. leverbiopsi.
Diagnose: HFE-gentest med homozygot for CYS282TYR mutation eller heterozygot for både CYS282TYR og HIS63ASP, samt vedvarende forhøjet ferritin og transferrin-mætning>45%. Alternativ ved leverbiopsi eller MR lever med jernophobning.
Differentialdiagnoser: Ved høj ferritin, men lav transferrinmætning, kan overvejes leversygdomme som cirrose, steatose og aktiv hepatitis, ved alkoholoverforbrug, metabolisk syndrom, diabetes, myelodysplastisk syndrom, leukæmi og lymfom. Kan også skyldes højt jernindtag over længere tid.
Symptomer: Kan give træthed, ledsmerter, ledforandringer, nedsat libido og mavesmerter. Kan have hepatomegali og splenomegali.
Paraklinisk: Blodprøver bør omfatte Hb, leukocytter, difftiælling, trombocytter, væsketal, organomarkører, ferritin, transferrin-mætning, HbA1c, TSH og HFE-gentest. Høj transferrin-mætning og høj Ferritin (ofte over 1000). Jern er forhøjet. Moderat forhøjet ALAT. HFE-gentest (HFE-gen (CYS282TYR);DNA og HFE-gen (HIS63ASP);DNA) viser homozygot C282Y mutation (HFE-gen (CYS282TYR)=2), eller i sjældne tilfælde Compound heterozygoti for H63D og C282Y (HFE-gen (CYS282TYR)=1 og HFE-gen (HIS63ASP)=1). Ved leverpåvirkning bør α-fetoprotein kontrolleres.
| CYS282TYR | HIS63ASP | Tolkning |
|---|---|---|
| Normal (=0) | Normal (=0) Heterozygot (=1) Homozygot (=2) | Meget lav risiko for hæmokromatose |
| Heterozygot (=1) | Normal (=0) | Meget lav risiko for hæmokromatose |
| Heterozygot (=1) | Heterozygot (=1) | Lav risiko for hæmokromatose |
| Homozygot (=2) | Normal (=0) Heterozygot (=1) Homozygot (=2) | Øget risiko med 10% penetrans for klinisk sygdom |
Patologi: Man kan overveje en leverbiopsi hvis der ikke findes de klassiske mutationer. Er dog ikke nødvendigt, hvis man påviser en positiv HFE-gentest og har forhøjet ferritin og transferrin-mætning. Leverbiopsi vil typisk vise jernophobning i hepatocytter, men kan også vise komplikationer som levercirrose.Kan også være prognostisk, da fund af fibrose vil være en dårligere prognose.
Billeddiagnostik: MR lever kan være alternativ til leverbiopsi, men udføres ikke altid på alle hospitaler. Ved mistanke til hepatocellulært karcinom kan man også udføre en leverbiopsi. Ultralyd kan ikke detektere jern i leveren, og anvendes derfor ikke. CT scanning kan i nogle tilfælde detektere jern i leveren (sensitivitet 63% og specificitet 93%).
Ekko: Ved mistanke til hjertesygdom bør der udføres ekkokardiografi.
Behandling
Venesectio: Behandles med venesectio/flebotomi, typisk hvis ferritin>200-500. Venesectio forebygger organskader, giver bedre livskvalitet og overlevelse. Man giver venesectio i de tilfælde indtil ferritin<100 og transferrinmætning under 50%. Hæmoglobin bør ikke falde under 7,5 hos mænd eller 6,5 hos kvinder, hvis lav Hb udsættes venesectio indtil Hb normaliseres. Der tappes som udgangspunkt 500 ml pr. gang, initielt hver 1-2 uge indtil behandlingsmål, og herefter vedligeholdelse efter behov, typisk 1-4 gange årligt. Efter en tapning falder ferritin gradvist over 2 uger, og stiger så gradvist over måneder igen.
Jernkelerende behandling: Er et alternativ til venesectio, men anvendes ikke meget. Der anvendes præparater som deferoxamin, deferiprone eller defirasirox. Anvendes som udgangspunkt kun hvis venesectio ikke tåles eller ved sekundær hæmokromatose, da den er mindre effektiv og har flere bivirkninger. Ved behov for gentagne blodtransfusioner som ved hæmatologiske sygdomme, vil sekundær hæmokromatose heraf ofte blive behandlet med jernkelerende behandling. Deferoxamin (Desferal) er den jernkelerende behandling der er bedst dokumenteret. Det gives typisk enten som en langsom i.v./s.c. infusion eller bolusinjektion.
Kostråd: Undgå jerntilskud, undgå Vitamin C (da det øger optagelsen af jern) og undgå alkohol (da det øger optagelsen af jern). Man anbefaler ikke generelt jernfattig kost
Komplikationer
Tilstanden kan ved fremskreden sygdom give levercirrose, leversvigt, kardiomyopati, arytmier, diabetes (bronzediabetes hvor der er jernophobning i pancreas), hypofyseinsufficiens. Ved udviklet levercirrose er der risiko for at udvikle hepatocellulært karcinom. Man kan også udvikle hepatocellulært karcinom uden at have levercirrose.
Prognose
Leverbiopsi med fund af fibrose vil være en dårligere prognose, uanset behandling.
Profylakse
Der screenes ikke for hæmokromatose med HFE-gentest, da mange vil have mutationen uden at blive syge. Det er i Danmark 0,36% homozygote og 11% heterozygote i baggrundsbefolkningen.
Hvis HFE-hæmokromatose konstateres bør nære slægtninge som forældre, børn og søskende have udført en HFE-gentest.
Yderligere litteratur
Guidelines
DSGH har udgivet en guideline om hæmokromatose, der senest er opdateret i 2017.
Statusartikler
Ugeskrift for læger udgav i 2018 en Statusartikel om Genetisk HFE-hæmokromatose. Der har også tidligere været en statusartikel i 2013.
Kasuistik
Der er i Ugeskrift for læger udgivet en kasuistik om hæmokromatose i 2025.
Patientforeninger
I Danmark findes Dansk Hæmokromatoseforening.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.
- Hæmokromatose (Lægehåndbogen)
- HFE-Hæmokromatose. Udredning, diagnostik og behandling (DSGH 2017)
- Genetisk HFE-hæmokromatose – Statusartikel (Ugeskrift for læger 2018)
- Diagnostik og behandling af genetisk hæmokromatose – Statusartikel (Ugeskrift for læger 2013)
- Hereditær hæmokromatose som følge af hepcidinresistens – Kasuistik (Ugeskrift for læger 2025)
- Hæmokromatose – primær og sekundær (Region Nord 2020)
- Clinical manifestations and diagnosis of hereditary hemochromatosis (UpToDate)
- Management and prognosis of hereditary hemochromatosis (UpToDate)
Opdateret november 2025.
Skriv et svar