Skip to content

Højresidig hjertesvigt

Højresidig hjertesvigt er en form for hjertesvigt hvor der ses svigt af højre ventrikel. Denne artikel omhandler primært isoleret højresidig hjertesvigt. Højresidig hjertesvigt bruges nogle gange synonymt med cor pulmonale, men det er ikke helt det samme.

Ætiologi

Der skelnes mellem højresidig hjertesvigt sekundært til venstresidig hjertesvigt og isoleret højresidig hjertesvigt. Højresidig hjertesvigt sekundært til venstresidig hjertesvigt er hyppigst. Isoleret højresidig hjertesvigt kan skyldes infarkt i højre ventrikel, lungeemboli, pulmonal hypertension, tricuspidallidelser, pulmonalklaplidelser, kongenit hjertesygdom, venstre-højre shunt og perikardielidelser. Den hyppigste årsag til højresidig hjertesvigt er pulmonal hypertension.

Højre side af hjertet pumper afiltet blod fra kroppen ind i lungerne, hvor det bliver oxideret. Ved højresidig hjertesvigt skal hjertet arbejde hårdere for at pumpe blod ud i lungerne, hvilket fører til at blodet staser op i de tilførende vener, og der opstår væske ud i perifært væv som i abdomen og benene. Hvis man har kronisk lungesygdom, kan det føre til pulmonal hypertension, og på sigt kan det føre til forandringer i højre side af hjertet (cor pulmonale). Dette kan føre til højresidig hjertesvigt.

Højre side af hjertet pumper blod fra kroppen videre ud i lungerne (Kilde: Heartfoundation)

Udredning & diagnostik

Diagnosen stilles ofte på baggrund af klinik og ekko.

Symptomer: De hyppigste symptomer er perifære ødemer (evt. pitting ødem) og træthed. Dyspnø, abdominal udfyldning, madlede, ascites, halsvenestase, hepatomegali kan også forekomme. Isoleret højresidig hjertesvigt vil normalt ikke give lungeødem, men systemisk ødem.

Pitting ødem (Kilde: Oxford Handbook of Clinical Medicine)

Paraklinik: Kan give anledning til leverpåvirkning og nyrepåvirkning. A-gas vil ofte vise hypoksæmi og respiratorisk acidose.

St.c.: Vil typisk vise en systolisk mislyd over pulmonalstedet, som tegn på pulmonal hypertension.

EKG: Kan vise tegn på højresidig belastning som højre ventrikelhypertrofi, højre akse, RBBB.

Ekko: Kan vise dilatation af højre ventrikel, fortykket hø. ventrikelvæg og et shift af det interventrikulære septum mod venstre. Reduceret TAPSE (<17 mm) som tegn på nedsat funktion af hø. ventrikel.

FLUS: Vil ikke altid vise interstitiel syndrom, da højresidig hjertesvigt ikke altid præsenterer sig som lungeødem.

Hjerte-MR: Kan demonstrere volumen og funktion af højre ventrikel.

Behandling

Først og fremmest behandling af den underliggende årsag. Herudover diuretisk behandling.

Diuretika: Anvendes ved overhydrering.

Pulmonale vasodilatorer: Kan overvejes ved pulmonal arteriel hypertension. Omfatter bl.a. Sildenafil og Epoprostenol.

ACE-hæmmer/ARB: Der findes ikke dokumenteret effekt af behandling med ACE-hæmmer eller Angiotensin II receptor blokkere.

Spironolacton: Der findes ikke dokumenteret effekt af behandling med Spironolacton.

Betablokker: Behandling med betablokkere anses som relativ kontraindiceret.

Prognose

Vægttab ved højresidig svigt (kardiel kakeksi) er associeret med høj mortalitet.

Yderligere litteratur

Guidelines

Cardio.dk nævner højresidig hjertesvigt i deres NBV om kronisk hjertesvigt og akut hjertesvigt. Desuden findes også en NBV om pulmonal hypertension.

Referencer

Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Opdateret november 2025.

Speciale: Kardiologi
Opdateret: 2025 November

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *