Hovedhalscancer eller hovedhalskræft er betegnelsen for cancer i næse, bihuler, svænget, struben, mundhule, spytkirtler og gl. thyroidea.
Ætiologi
Hovedhalscancer er en samlebetegnelse for cancer i regionerne cavum oris, oropharynx, hypopharynx, nasopharynx, sinonasalregionen, larynx, spytkirtler og gl. thyroidea. Thyroideacancer betragtes i DK som en hovedhalscancer, men dette gør det ikke internationalt. Over 90% er planocellulære karcinomer. Man inddeler traditionelt set hovedhalscancer i de syv nedenstående kræftformer, da de behandles meget forskelligt:
- Kræft i næse og bihule
- Larynx- og hypopharynxcancer (kræft i struben og halssvælget)
- Oropharynxcancer (kræft i mundhule og mundhulesvælg)
- Rhinopharynxcancer (kræft i næsesvælget)
- Kræft i spytkirtler
- Thyroideacancer (kræft i skjoldbruskkirtlen)
- Metastaser på halsen
Især rygning og alkohol er en risikofaktor for at udvikle hovedhalscancer, specielt ikke-HPV-relateret hovedhalscancer. HPV bidrager også med nogle former for hovedhalscancer, og aktuelt er der en stigende incidens af hovedhalscancer der primært er drevet af HPV infektioner. HPV-infektioner i hovedhalsområdet skyldes især sexuel adfærd, hvor HPV primært spredes ved oralsex. EBV kan også være årsag til nasopharynxcancer.
I 2023 blev der diagnosticeret 1.716 tilfælde af hovedhalscancer i Danmark, og over 10 år er der set en stigning på 6%, der især er drevet af flere HPV+ hovedhalscancer. HPV+ hovedhalscancer ses hyppigst ved yngre. Ellers rammer hovedhalscancer hyppigst mænd over 50 år, og ses hyppigere ved mænd end hos kvinder. Thyroideacancer ses dog hyppigst hos kvinder.
Udredning & diagnostik
Ved mistanke henvises til ØNH til afklaring om der er begrundet mistanke. ØNH gennemfører grundig ØNH undersøgelse, fiberlaryngofaryngoskopi, UL scanning og evt. MR, CT og PET/CT. Den endelige diagnose stilles på baggrund af en biopsi.
Symptomer: Symptomer afhænger af tumorens placering. Kan omfatte sår der ikke vil hele, nyopstået nasalstenose, blødninger fra næsen, sekretorisk otitis media hos voksne, vedvarende hæshed eller stemmeforandringer, synkebesvær, synkesmerter, halssmerter, globulusfornemmelse, recurrensparese, kranienervepåvirkning og knuder på halsen.
Billeddiagnostik: Der anvendes ved udredningen både UL, CT, MR og PET/CT, for at vurdere tumorens udbredelse og spredning.
Patologi: Der tages en biopsi der er nødvendig for den endelige diagnose. Ved oropharynxcancer testes også for HPV og tages p16, der er en surrogatmarkør for HPV. Ved nasopharynxcancer testes for EBV.
Behandling
Behandling omfatter kirurgi, strålebehandling og kemoterapi. Ved nogle kræftformer er kirurgi førstevalg, mens det for andre er stråleterapi. Valget af behandling afhænger af lokationen af hovedhalscancer, og selvfølgelig også performancestatus og udbredelse. Efterfølgende følges patienterne i kontroller fem år efter.
Prognose
Den globale 5-årsoverlevelse er 50%, men overlevelsen afhænger specielt af lokationen og om der er tale om en HPV+ eller HPV- cancer. Hypopharynxcancer har en 5-årsoverlevelse på 34%, mens thyroideacancer har overlevelse på 91%. HPV+ oropharynxcancer har 5-årsoverlevelse på 81%, mens HPV- oropharynxcancer har overlevelse på 40%.
Profylakse
De vigtigste faktorer for forebyggelse af hovedhalscancer er rygestop, lavere alkoholforbrug og HPV-vaccination. Gardasil-9 beskytter mod 95% af de HPV-typer der kan give oropharynxcancer i Danmark, og har vist sig at kunne reducere forekomsten af HPV+ hovedhalscancer. HPV-vaccinen har været en del af børnevaccinationsprogrammet i Danmark for piger siden 2009 og for drenge siden 2019.
Yderligere litteratur
Guidelines
DMCG har udgivet retningslinjer for hovedhalscancer.
Statusartikler
Ugeskrift for læger har i 2025 udgivet en statusartikel om hovedhalscancer.
Andre artikler
Ugeskrift for læger skrev i 2025 om den stigende forekomst af HPV-induceret hovedhalscancer. Fra 2000 til 2017 har man set en tredobling af HPV-relateret mundsvælgskræft. Årsagen menes at være en mere løssluppen seksuel adfærd med mere oralsex, der menes at være den primære smittevej for HPV-relateret hovedhalscancer. HPV-relateret hovedhalscancer er nu den hyppigste årsag til hovedhalscancer.
BMJ har i 2025 udgivet en artikel med en god gennemgang af HPV-positiv oropharynxcancer.
Selskaber
Dansk Hoved-Hals Cancer Gruppe (DAHANCA) er den multidisciplinære cancergruppe (DMCG) for kræft i hoved og hals i Danmark og vedligeholder retningslinjer på området.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.
- Pakkeforløb for hovedhalskræft (SST)
- Hoved-hals-cancer – Statusartikel (Ugeskrift for læger 2025)
- Ny sygdom kræver mere opmærksomhed – aktuelt (Ugeskrift for læger 2025)
- Hoved-halskræft (Cancer.dk)
- Hoved-halscancer (DMCG)
- HPV positive oropharyngeal cancer – Practise (BMJ 2025)
Opdateret oktober 2025
