Hyperfosfatæmi er en tilstand hvor niveauet af fosfat i blodet er for højt.
Ætiologi
Ses især ved nyreinsufficiens. Andre årsager er hypoparathyrodisme, langvarig sengeleje, acidose, hæmolyse, vitamin D forgiftning og akromegali. Ved nyreinsufficiens ses nedsat renal udskillelse, hvilket fører til hyperfosfatæmi.
Udredning & diagnostik
Diagnosticeres på baggrund af en blodprøve, der viser se-fosfat over referenceintervallet. Dette svarer til se-fosfat > 1,41 for kvinder, 1,53 for mænd under 50 år og 1,23 for mænd over 50 år.
Paraklinik: Som led i udredningen vil man typisk kontrollere væsketal og hele calciumstofskiftet, dvs. Ca-ion-frit, vitamin D og PTH.
Behandling
Behandlingen handler om at behandle den underliggende årsag til hyperfosfatæmi. I udtalte tilfælde anvendes fosfatbindere eller dialyse. P-fosfat tilstræbes behandlet til referenceområdet (0,85-1,50 mmol/l). Hos patienter i behandling med aktive vitamin D-analoger accepteres P-fosfat ≤ 1,80 mmol/l.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.