Hypotermi er betegnelsen for lav kropstemperatur.
Ætiologi
Kroppens normale termoregulering styres af hypothalamus, som balancerer varmeproduktion (fx via muskelskælven) og varmetab (fx via vasodilatation eller sved). Ved hypotermi svigter denne balance. Når kropstemperaturen falder, reduceres stofskiftet med ca. 6-7 % per grad Celsius under 37 °C. Dette påvirker alle organsystemer:
- Kardiovaskulært: Initialt ses takykardi og vasokonstriktion som kompensation, men ved svær hypotermi (<28 °C) opstår bradykardi, nedsat myokardiekontraktilitet og risiko for arytmier, fx ventrikelflimren.
- Neurologisk: Forvirring, sløvhed og i svære tilfælde koma opstår pga. nedsat cerebral perfusion og iltforbrug.
- Respiratorisk: Hypoventilation kan forekomme pga. nedsat respirationsdrive og muskelstivhed.
Koagulationen påvirkes også, da kulde hæmmer enzymatiske processer i koagulationskaskaden, hvilket øger blødningsrisikoen.
De primære årsager inkluderer eksponering for kulde (fx bjergbestigere, hjemløse), men sekundære årsager som sepsis, hypothyroidisme, hypoglykæmi og intoxikation (alkohol, opioider) skal også overvejes. I akutmodtagelsen ses ofte iatrogene tilfælde, fx efter operation eller ved brug af kolde intravenøse væsker. Ethanol giver perifær vasodilatition og reduceret kropslig reaktion på kulde. Cerebral påvirkning, fx. hjerneblødning, kan give hypotermi. Hypotermi kan skyldes hypoglykæmi (og hypoglykæmi kan skyldes hypotermi).
Ældre har nedsat kuldesensibilitet og reduceret varmeproduktion. Børn har relativ kropsoverflade ift. vægt og dermed større varmetab, desuden dårligere evne til varmeproduktion og mindre udviklet temperaturregulering.
Udredning & diagnostik
Diagnosticeres på baggrund af kropstemperatur under 35 grader. Inddeles i Let hypotermi 34-35 grader, Moderat hypotermi 30-33 grader og Svær hypotermi < 30 grader.
Kliniske fund: Mild hypotermi kan give takypnø, takykardi og hyperventilation. Moderat hypotermi kan give bradykardi og CNS påvirkning. Svær hypotermi kan give hypotension og hjertesvigt, manglende reflekser og koma.
Paraklinisk: Hypoglykæmi, Trombocytopeni, Metabolisk acidose er hyppigt. Leukocytter er upålidelige under hypotermi. Under opvarmning kan der opstå elektrolytforstyrrelser, specielt se-kalium.
EKG: Sinusbradykardi, forlænget PR-interval og fish hook tegn specielt i de prækordiale afledninger. Der kan også ses atrieflimmer.

Behandling
Langsom opvarmning, da risiko for arytmier ved for hurtig opvarmning. Der opvarmes 0,5-1 grad pr. time. Ved hypotension eller arytmier skal opvarmning dog ske hurtigst muligt. Varme infusionsvæsker. Ekstrakorporal opvarmning er mest effektivt, hvilket udføres med hjertelungemaskine eller hæmodialyse.
Betablokkere er kontraindicerede og bikarbonat anbefales ikke. Antiarytmika virker ikke. Ventrikelflimmer er ofte behandlingsresistent indtil T>35 grader.
Ved ventrikelflimren eller asystoli fortsættes genoplivning indtil patienten er opvarmet til mindst 30-32 °C, da „ingen er død, før de er varme og døde‟.
Komplikationer
Ubehandlet hypotermi kan føre til multiorgansvigt, frostskader, rabdomyolyse og infektioner.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.