Jernmangelsanæmi

Jernmangelsanæmi er en form for anæmi der skyldes jernmangel. Det kaldes også for iron deficiency anaemia (IDA) og absolut jernmangelsanæmi.

Ætiologi

Jernmangelsanæmi er den hyppigste form for anæmi, det er dog markant mindre hyppigt i Danmark. På verdensplan er de hyppigste årsager malnutrition og blodtab i GI-kanalen grundet infektioner og infestationer.

Ved jernmangelsanæmi bliver erythropoiesen kompromitteret hvilket giver anæmi. Der skelnes mellem absolut jernmangelsanæmi og funktionel jernmangelsanæmi, hvor førstnævnte skyldes tomme jerndepoter og sidstnævnte at kroppens jern er utilgængelig for erythropioesen. Normalt menes absolut jernmangelsanæmi, når jernmangelsanæmi omtales.

Årsager til jernmangelsanæmi kan inddeles i nedsat optagelse i GI-kanalen, øget behov, øget tab og manglende frigørelse af jern fra jerndepoter:

  • Nedsat optagelse: Fx. inflammation, cøliaki, ventrikelresektion, gastric bypass, helocobacter pylori, atrofisk gastritis og kostbetinget (hvis man er vegetar).
  • Øget behov: Fx. øget vækst, graviditet og EPO behandling.
  • Øget tab: Fx. GI-blødninger, menstruation, makroskopisk hæmaturi, epistaxis, hyppig bloddonation, traumer og kirurgiske indgreb.
  • Manglende frigørelse: Fx. inflammation.

Jernmangelsanæmi er også associeret med malignitet, specielt kolorektalcancer. Prævalensen hos pt. med jernmangelsanæmi er 6%, hvilket er 30x højere ift. baggrundsbefolkningen. Cirka 3,5% har ekstraintestinal malignitet ved alder>50 år. Samtidig anvendelse af antitrombotisk medicin øger risikoen for blødning, men en blødning eller jernmangelsanæmi i det tilfælde nedsætter ikke risikoen for malignitet, hvilket indikerer at disse blødninger er en form for stresstest ift. malignitet.

Udredning & diagnostik

Diagnosticeres på baggrund af blodprøver.

Paraklinik: Der ses anæmi, dvs. Hb<8,1 for mænd og Hb<7,4 for ikke-gravide kvinder. Ved normal CRP, vil man se ferritin<30. Ved forhøjet CRP, vil man se ferritin<100. Transferrin vil være forhøjet og transferrin-mætning lavt. Anæmien vil være mikrocytær og hypokrom. Soluble transferrin receptor (sTfR) vil være forøget, men denne undersøgelse er ikke særlig tilgængelig.

Tolkning af blodprøver ved anæmi (Kilde: DSGH)

Hvis der påvises jernmangelsanæmi uden synlig blødning skal man overveje videre udredning for årsagen hertil. Denne udredning omfatter cøliakitest, samt i nogle tilfælde endoskopier – se nedenstående flowdiagram. Cøliakitest omfatter en blodprøve, hvor der tages transglutaminase antistof (IgA type) og IgA, og såfremt IgA er nedsat tages transglutaminase antistof (IgG-type). For alle over 40 år, samt alle mænd og postmenopausale kvinder med negativ cøliakitest gennemføres bidirektionel endoskopi (gastroskopi og koloskopi). Hvis cøliakitest er positiv gennemføres gastroskopi.

Udredning af jernmangelsanæmi (Kilde: DSGH)

Ved normale endoskopier gennemgås medicin og der opstartes behandling. Såfremt jernmangelsanæmi er vedvarende gennemføres kapselendoskopi. Man kan efter endoskopier ved fortsat mistanke til malign sygdom overveje videre udredning for dette, fx. CT thorax-abdomen.

Udredning ved negativ endoskopier (Kilde: DSGH)

Nedenstående flowdiagram kan anvendes ved tvivl om en anæmi er jernmangelsanæmi eller anæmi ved kronisk sygdom.

Flowdiagram der foreslår hvordan man kan skelne mellem jernmangelsanæmi (ADI) og anæmi ved kronisk sygdom/anæmi (ACD/AI). Indgangskriterier er mikrocytær/normocytær anæmi med forhøjet RDW (Ertrocytvol. rel. spredning) (Kilde: ARUPconsult)

Behandling

Behandling af jernterapi er jernsubstitution. Det totale jernbehov kan beregnes ved formlen:

totale jernbehov (i mg) = vægt x (4 x ønsket hæmoglobin stigning + 10)

Peroral jern: P.o. jern kan anvendes hvis ikke der er malabsorption i tarmene eller inflammation, da hepcidin-niveauet øges ved inflammation, hvilket vil hæmme jernoptagelsen i tarmene. Man vil typisk maks. give tabletter i 1 dosering dgl. og nogle gange hver 2. dag. Det skyldes at jernoptagelse også øger hepcidin der nedsætter videre optagelse, hvorfor for hyppige doseringer kan føre til mindre optagelse af jern. Efter peroral behandling ses reticulocytose typisk 3-10 dage efter, og Hb-niveauet normaliseres typisk efter 6-12 uger. Man vil typisk behandle med 100-200 mg dgl. og der behandles indtil 3 måneder efter normalisering af Hb-niveauet, hvorefter man kan holde en behandlingspause. Eksempler på præparater der kan vælges er Jern C, Ferro duretter eller Aminojern.

Parenteral jern: Såfremt p.o. jern ikke kan anvendes eller hvis der er uacceptable bivirkninger, behandles med i.v. jern. Eksempler på præparater der kan vælges er Monofer, Venofer eller Ferinject.

Yderligere litteratur

Guidelines

DSGH har udgivet en guideline til udredning og behandling af jernmangelsanæmi.

Referencer

Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *