Klamydia er en seksuelt overført infektion.
Ætiologi
Klamydia forårsages af bakterien Chlamydia trachomatis. Det er en obligat intracellulær bakterie, der primært inficerer slimhinder i urogenitalpithelium, især i kønsorganerne, men også i rektum, urethra, cervix og konjunktiva.
Der findes forskellige serotyper af klamydiabakterien, hvor serotype D-K giver klamydia og L1-L3 giver lymphogranuloma venereum.
I 2024 blev der påvist 29.946 hvilket gør klamydia til den mest udbredte kønssygdom. På verdensplan ses 131 millioner tilfælde hvert år.
Smittevej: Bakterien overføres primært ved ubeskyttet vaginalt, analt eller oralt seksuelt samleje. Kan også inficere slimhinde i øjnene og give konjunktivit, hvilket sker ved direkte påføring af bakterier til øjne eller som led i fødsel. Inkubationstiden er ca. 3 uger.
Udredning & diagnostik
Diagnosticeres ved Nukleinsyre-amplifikationstest (NAAT) på urinprøve (mænd) eller vaginal podning (kvinder). Rektale eller orofaryngeale podninger kan tages ved relevant eksponering.
Anmeldelsespligt: Klamydia er ikke anmeldelsespligtig, men er laboratoriemeldepligtig.
Symptomer: Klamydia er ofte asymptomatisk, især hos kvinder (70-80 % asymptomatiske) og mænd (ca. 50 % asymptomatiske). Ved kvinder kan ses unormal vaginal udflåd, smerter ved vandladning, nedre mavesmerter, blødning mellem menstruationer eller efter samleje. Ved mænd kan ses udflåd fra penis, smerter eller brænden ved vandladning, sjældnere epididymitis.



Kilde: Wikipedia
Behandling
Kan behandles med Doxycyclin 100 mg x 2 dagligt i 7 dage. Tidligere behandlede man med Azithromycin tbl. 1 g som engangsdosis, men dette er nu ændret grundet risiko for resistensudvikling ved behandling af Mycoplasma genitalium infektion. Doxycyklin og Azithromycin har omtrent samme effekt mod klamydia.
Det er som udgangspunktet ikke nødvendig med behandlingskontrol ved klamydia, og hvis man gør det skal det tidligst ske efter 4 uger. Man må ikke dyrke sex 7 dage efter endt behandling.
Profylakse
Der findes ingen vaccine til klamydia. Infektion giver ikke immunitet, hvorfor man kan blive smittet flere gange i livet.
Klamydia kan ellers forebygges ved at bruge kondom ved samleje.
I nogle lande har man indført DoxyPEP hvor man giver Doxycyklin 200 mg som engangsdosis inden for 72 timer efter ubeskyttet samleje hos risikopatienter med det formål at forebygge klamydia. I RCT studier har DoxyPEP vist sig at kunne reducere risikoen for klamydia med over 70%.
Yderligere litteratur
Guidelines
Dansk Dermatologisk Selskab har i 2021 udgivet en guideline om seksuelt overførbare infektioner.
Statusartikler
Ugeskrift for læger har i 2018 udgivet en statusartikel om klamydia og lymphogranuloma venereum.
Overvågning
SSI overvåger forekomsten af klamydia og udgiver årligt en opgørelse.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.
- Klamydia og lymphogranuloma venereum – Statusartikel (Ugeskrift for læger 2025)
- Klamydiainfektion (Lægehåndbogen)
- DDS-vejledning vedrørende Seksuelt Overførbare Infektioner (Dansk Dermatologisk Selskab 2021)
- CDC Clinical Guidelines on the Use of Doxycycline Postexposure Prophylaxis for Bacterial Sexually Transmitted Infection Prevention, United States, 2024 (CDC)
Opdateret oktober 2025
