Levermetastaser er metastaser fra en primær tumor til leveren.
Ætiologi
Skyldes spredning af kræft fra en primær tumor uden for leveren. Levermetastaser er langt mere hyppigt end en primær levertumor. Omkring en tredjedel af maligne primærtumorer metastaserer til leveren, hvorfor metastaser i leveren er hyppig. Hyppigst kommer primærtumor fra GI-kanalen, mamma eller lunger. Der ses over 3000 tilfælde hvert år i Danmark. Ofte skyldes den metastaserende spredning via blodet som en portal emboli eller via. a. hepatica, mens indvækst fra naboorganer er mindre hyppigt.
Udredning & diagnostik
Diagnosticeres typisk på baggrund af billeddiagnostik og bekræftes ved biopsi.
Symptomer: Er ofte asymptomatiske. Der kan dog ses træthed, vægttab, tyngdefornemmelse i abdomen og feber. Hvis galdeveje er involveret kan ses ikterus. Ved palpation kan undertiden palperes knudret lever, og der dannes ofte ascites.
Paraklinik: Anæmi og leukocytose er almindeligt. Basisk fosfatase kan være forhøjet, ALAT er typisk normal.
Billeddiagnostik: UL kan typisk finde læsioner større end 1-2 cm, mens CT er mere sensitive og kan finde læsioner ned til 1 cm.
Patologi: Diagnosen bekræftes endelig ved biopsi. Ofte vil man dog udføre koloskopi før forsøg på biopsi fra metastaser ved ukendt primærtumor.
Behandling
I nogle tilfælde tilbydes kirurgisk fjernelse sammen med kemoterapi og stråleterapi, specielt hvis primærtumor er fra GI-kanalen. Generelt er prognose dog dårlig. Der henvises til MDT for afklaring.
Prognose
Prognosen er dårlig og middellevetiden er som regel under 2 måneder.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.
