Mpox er en virusinfektion der skyldes infektion med virussen Mpox-virus, der bl.a. kan give anledning til et koppe-lignende udslæt. Blev tidligere kaldt for Abekopper eller Monkeypox.
Ætiologi
Mpox er en virusinfektion, der skyldes infektion med Mpox-virus (tidligere kaldet Monkeypox-virus). Mpox-virus er en orthopoxvirus, ligesom variola-virus (koppevirus). Smitte mellem mennesker sker ved tæt fysisk kontakt, typisk ved direkte kontakt med væske fra sår og blærer, men også fx. fra sengetøj med materiale på. Man har tidligere især set smitte blandt mænd der har sex med mænd (MSM) eller flere skiftende partnere, hvilket skyldes det tætte kontaktmønster. Mpox er derfor ikke en egentlig kønssygdom, men smitte kan ske ved seksuel kontakt. Kondom beskytter ikke tilstrækkelig mod smitte. Inkubationstiden er 5-21 dage, og man smitter fra symptomer opstår til alle skorper er faldet af.
Danmark og Europa så første gang et større udbrud af Mpox i 2022, det første tilfælde kom til Danmark maj 2022. Det findes endemisk i Central- og Vestafrika, og smitte har tidligere primært været set ved smitte fra dyr (fx. gnavere, egern og aber) til mennesker (zoonose). I 2022 kom et udbrud med clade 2b varianten, der især blev set ifm. seksuel kontakt. I 2024 kom der et nyt udbrud med clade 1b varianten, der også blev set ifm. andre kontaktmønstre.
Der skelnes mellem to hovedvarianter – en Centralafrikansk variant (Variant/Clade 1) og en Vestafrikansk variant (Variant/Clade 2). Den Vestafrikanske variant anses for den mildeste variant. Der findes også undervarianter der er afledt af de to hovedvarianter, kaldet hhv. clade 1a, Clade 1b, Clade 2a og Clade 2b.
Udredning & diagnostik
Mpox diagnosticeres ved PCR hvor der påvises mpox-virus-DNA fra relevant mikrobiologisk prøve. Det mistænkes ved uforklaret udslæt på huden/slimhinder eller relevante symptomer og mindst et af følgende:
- Epidemiologisk forbindelse til et mistænkt eller påvist tilfælde af mpox indenfor 21 dage før personens symptomdebut
- Rejse til et land eller område med endemisk forekomst af mpox eller kendt udbrud af mpox indenfor 21 dage før symptomdebut
- Er en person, uanset seksuel orientering, der har haft flere eller anonyme seksualpartnere indenfor 21 dage før symptomdebut
- Er en mand der har sex med mænd
Symptomer: Typiske symptomer er influenzalignende symptomer, feber, hovedpine, rygsmerter, træthed, forstørrede lymfeknuder og proktitis. Desuden kan der komme et udslæt på huden eller slimhinderne. Udslæt vil typisk begynde i ansigtet og sprede sig til resten af kroppen. Der dannes blærer der efterfølgende tørrer ind og danner skorper som så falder af. Der vil kunne komme fra få til flere tusinde blærer, og de vil være i størrelsesordenen 5-10 mm. Forløbet varer normalt 2-4 uger.
Anmeldelsespligt: Mpox er en anmeldelsespligtig sygdom.
Behandling
Tilstanden er i de fleste tilfælde selvlimiterende i løbet af 2-4 uger. Der findes få antivirale lægemidler, fx. Tecovirmat, men disse anvendes kun sjældent og skal importeres fra udlandet. Ellers er behandlingen symptomatisk, fx. med smertestillende medicin.
Profylakse
Man har en delvis krydsbeskyttelse hvis man tidligere er vaccineret mod kopper. Siden 2022 tilbydes der vaccination mod Mpox til højrisikopatienter.
Yderligere litteratur
Guidelines
Sundhedsstyrelsen har en retningslinje for håndteringen af Mpox.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.