Skip to content

Mpox

Mpox er en virusinfektion der skyldes infektion med virussen Mpox-virus, der bl.a. kan give anledning til et koppe-lignende udslæt. Blev tidligere kaldt for Abekopper eller Monkeypox.

Ætiologi

Mpox er en virusinfektion, der skyldes infektion med Mpox-virus (tidligere kaldet Monkeypox-virus). Mpox-virus er en orthopoxvirus, ligesom variola-virus (koppevirus). Det er en zoonose, hvor smitte kan ske fra dyr til mennesker, men der ses også tilfælde af smitte mellem mennesker. Den egentlige dyrereservoir er ukendt, men menes at være gnavere.

Der er på verdensplan registreret 180.000 bekræftede eller mistænkte tilfælde af Mpox.

Smitte: Smitte mellem mennesker sker ved tæt fysisk kontakt, typisk ved direkte kontakt med væske fra sår og blærer, men også fx. fra sengetøj med materiale på. Det smitter ikke meget ved almindelig social omgang mellem mennesker. Man har tidligere især set smitte blandt mænd der har sex med mænd (MSM) eller flere skiftende partnere, hvilket skyldes det tætte kontaktmønster. Mpox er derfor ikke en egentlig kønssygdom, men smitte kan ske ved seksuel kontakt. Gravide kan også give smitten videre til fosteret. Kondom beskytter ikke tilstrækkelig mod smitte. Inkubationstiden er 5-21 dage, og man smitter fra symptomer opstår til alle skorper er faldet af.

Varianter: Der skelnes mellem to hovedvarianter – en Centralafrikansk variant (Variant/Clade 1) og en Vestafrikansk variant (Variant/Clade 2). Den Vestafrikanske variant anses for den mildeste variant. Der findes også undervarianter der er afledt af de to hovedvarianter, kaldet hhv. clade 1a, Clade 1b, Clade 2a og Clade 2b.

Historie: Mpox er set i Afrika siden 1970’erne, hvor første tilfælde blandt mennesker blev set i Den Demokratiske Republik Congo (DRC), men er siden også spredt til andre dele af verden. Danmark og Europa så første gang et større udbrud af Mpox i 2022, det første tilfælde kom til Danmark maj 2022. Senere i april 2026 kom Clade 1b også til Danmark og man så lokal smitte med varianten. Det findes endemisk i Central- og Vestafrika, og smitte har tidligere primært været set ved smitte fra dyr (fx. gnavere, egern og aber) til mennesker (zoonose). I 2022 kom et udbrud med clade 2b varianten, der især blev set ifm. seksuel kontakt. I 2024 kom der et nyt udbrud med clade 1b varianten, der også blev set ifm. andre kontaktmønstre.

Udredning & diagnostik

Mpox diagnosticeres ved PCR hvor der påvises mpox-virus-DNA fra relevant mikrobiologisk prøve. Det mistænkes ved uforklaret udslæt på huden/slimhinder eller relevante symptomer og mindst et af følgende:

  • Epidemiologisk forbindelse til et mistænkt eller påvist tilfælde af mpox indenfor 21 dage før personens symptomdebut
  • Rejse til et land eller område med endemisk forekomst af mpox eller kendt udbrud af mpox indenfor 21 dage før symptomdebut
  • Er en person, uanset seksuel orientering, der har haft flere eller anonyme seksualpartnere indenfor 21 dage før symptomdebut
  • Er en mand der har sex med mænd

Differentialdiagnoser: Skal overvejes skoldkopper, syfilis, herpes og mollusker.

Symptomer: Typiske symptomer er influenzalignende symptomer, feber, hovedpine, rygsmerter, træthed, forstørrede lymfeknuder og proktitis. Desuden kan der komme et udslæt på huden eller slimhinderne. Udslæt vil typisk begynde i ansigtet og sprede sig til resten af kroppen. Der dannes blærer der efterfølgende tørrer ind og danner skorper som så falder af. Der vil kunne komme fra få til flere tusinde blærer, og de vil være i størrelsesordenen 5-10 mm. Forløbet varer normalt 2-4 uger.

Mikrobiologi: Påvises ved PCR fra mikrobiologisk prøve, der typisk er podning fra vesikler eller andre hud-/slimhindeelementer, vesikelvæske eller biopsi. Prøven skal sendes til SSI.

Anmeldelsespligt: Mpox er en anmeldelsespligtig sygdom. Sygdommen fremgår af liste 1a, hvilket betyder at der også skal tages telefonisk kontakt til STPS.

Isolation: Man vil ofte vælge at isolere en patient med Mpox eller mistanke herfor, dette aftales med infektionsmedicinere eller iht. lokal retningslinje. Ofte vil man afisolere når patienten har været afebril i 72 timer, ikke fået nye kopper/blærer de seneste 48 timer, ikke har kopper/blærer i munden, alle blærer der dækkes af tøj er blevet til sår med skorpe og alle blærer der ikke dækkes af tøj er ophelet, så skorperne er faldet af.

Behandling

Tilstanden er i de fleste tilfælde selvlimiterende i løbet af 2-4 uger. Der findes få antivirale lægemidler, fx. Tecovirmat, men disse anvendes kun sjældent og skal importeres fra udlandet. Ellers er behandlingen symptomatisk, fx. med smertestillende medicin.

Profylakse

Man har en delvis krydsbeskyttelse hvis man tidligere er vaccineret mod kopper (dvs. født før 1970). Siden 2022 tilbydes der vaccination mod Mpox til højrisikopatienter, denne vaccine hedder Imvanex. Der skelnes mellem PrEP og PEP vaccination. Sundhedsstyrelsen anbefaler aktuelt følgende grupper PrEP vaccination mod Mpox:

  • Mænd, som har sex med mænd (MSM) og som har haft beskyttet eller ubeskyttet samleje med mindst to mandlige partnere inden for de sidste 12 uger.
  • MSM der har haft en sexsygdom inden for de sidste 24 uger.
  • Kvinder, transpersoner, non-binære eller øvrige personer, som efter lægelig individuel vurdering med udgangspunkt i ovenstående kriterier vurderes at have øget risiko for smitte.
  • Personer, som rejser til områder med udbrud af mpox klade Ia og/eller Ib og som, efter lægefaglig vurdering ved infektionsmedicinsk læge, har særlig risiko for at blive udsat for mpox, fx:
  • Sundhedspersonale
  • Personer, der arbejder i flygtningelejre eller nødhjælpsarbejdere

Hvis man har været smittet med Mpox skal man ikke vaccineret. I nogle tilfælde PEP vaccineres nære kontakter, der ikke selv har været smittede.

Yderligere litteratur

Guidelines

Sundhedsstyrelsen har en retningslinje for håndteringen af Mpox.

Referencer

Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Citerede kilder: ssi.dk, sst.dk, sst.dk, sst.dk, ecdc.europa.eu.

Changelog

Opdateret med info om Clade 1b tilfælde i Danmark i april 2026.

Speciale: Infektionsmedicin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *