Et paraneoplastisk syndrom er tilstande der opstår sekundært til en cancersygdom, og hvor symptomerne ikke skyldes direkte påvirkning fra primær tumoren.
Ætiologi
Paraneoplastiske syndromer menes at opstå som følge af produktion af autoantistoffer, cytokiner, hormoner eller peptider der påvirker andre dele af kroppen. Symptomerne kan opstå både før og efter diagnosen af en cancersygdom, hvorfor paraneoplastiske syndromer kan være afgørende for prognosen at genkende. Den hyppigste manifestation er neurologiske symptomer.
Der skelnes mellem immunologisk og non-immunologiske mekanismer, hvormed paraneoplastiske syndromer opstår. Immunologiske mekanismer kan fx. være dannelsen af paraneoplastiske antistoffer. Non-immunologiske mekanismer kan fx. være hyponatriæmi der opstår som følge af øget ekskretion af ADH.
Hyponatriæmi: Nogle cancerformer (specielt småcellet lungecancer) kan producere ADH, som giver anledning til SIADH udløst hyponatriæmi.
Hypercalcæmi: Nogle tumorer udskiller PTHrP, calcitriol eller andre cytokiner der giver anledning til hypercalcæmi.
Neurologiske: Neurologiske paraneoplastiske fænomener skyldes ofte dannelse af autoantistoffer af tumoren.
Udredning & diagnostik
Ved mistanke til paraneoplastisk syndrom uden kendt tumor bør man overveje udredning for underliggende cancer.
Neurologiske: Der findes mange forskellige antistoffer, og man kan derfor screene for en lang række af dem med relevant prøve der tages fra. Det kan fx. være spinalvæske der tages fra ved lumbalpunktur.
Hæmatologiske: Hæmatologiske paraneoplastiske syndromer kan bl.a. vise sig ved anæmi, leukocytose, trombocytose og hyperkoagulationstilstande.
Hypertrofisk osteoartropati: Viser sig ved symmetrisk og smertefuld artropati, ofte i ankler, knæ, håndled og albuer.
Myositter: Dermatomyositter og polymyositter kan vise sig ved muskelsvaghed.
Cushings syndrom: Kan vise sig ved muskelsvaghed, vægttab, hypertension, hirsutisme, osteoporose, hyperglykæmi og hypokaliæmi.
Behandling
Behandling af paraneoplastiske syndromer afhænger meget af hvilken type der er tale om og den underliggende cancer.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.