Sepsis er en svær systemisk og livstruende infektion hvor der samtidig er organpåvirkning.
Ætiologi
Sepsis skyldes et dysreguleret respons på en svær infektion, som fører til organpåvirkning.
Udredning & diagnostik
Definition Sepsis: Sepsis er en livstruende tilstand karakteriseret ved svær organpåvirkning på grund af et dysreguleret respons på infektion (jf. Dansk Infektionsmedicinsk Selskab).
Definition Septisk shock: Fortsat hæmodynamisk påvirkning (Systolisk BT < 90 mmHg)/behov for vasopressor behandling og s-laktat > 2 mmol/L,trods adækvat volumenterapi (jf. Dansk Infektionsmedicinsk Selskab).
Initiel mistanke: Alle med tegn til akut infektion bør qSOFA scores, og ved qSOFA på mindst 2 point bør der være mistanke til sepsis. I nyere sepsis guidelines anbefales dog ikke at anvende qSOFA alene som screeningsværktøj. qSOFA er mere specifik, men mindre sensitiv ift. at have 2/4 SIRS kriterier positive. Ved qSOFA kan der opnås 3 point, hvoraf der gives 1 point for enten cerebralt påvirket, RF>22 eller SBT<100.
Diagnose: Sepsis diagnosen stilles udfra mistænkt infektion og organpåvirkning vurderet ved stigning i SOFA/SEPSIS score på ≥2 fra baseline (Sepsis-3 kriterier).
Sepsis scoren er en modificering af SOFA score, der passer bedre til patienter der ikke er indlagt på intensiv afdeling.
Sepsis er en tidskritisk tilstand. Ved mistænkt sepsis skal der derfor inden for 1 time tages relevante dyrkninger fra (mindst blod + urin D+R), rtg. thorax og pt. monitoreres med værdier samt KAD med timediurese hvor man stiler efter 0,5 ml/kg/time. Afhængig af klinisk mistanke til fokus kan der udføres lumbalpunktur, ekspektorat, trachealsug, podninger, UL af abdomen og GU. Intensiv behandling skal overvejes ved septisk shock, forværring i klinisk tilstand, faldende SAT, faldende pH, stigende laktat.
Paraklinik: Hæmoglobin, leukocytter, differentialtælling, CRP, trombocytter, koag.faktor II+VII+X, APTT, levertal, nyretal, blodsukker, amylase. Ved mistanke til DIC suppleres med DIC-prøver. A-gas vil hyppigt vise metabolisk acidose og forhøjet laktat.
Værdier: Sepsis giver ofte et højt pulstryk, dvs. forskel mellem systolisk og diastolisk BT. Desuden er BT ofte lavt, RF er højt, P er høj, der ses feber.
Mikrobiologi: Gennemdyrkning er vigtig ved sepsis. Som udgangspunkt skal der som minimum fratages urin- og bloddyrkning, men det må selvfølgelig ikke forsinke behandlingen. Bakteriæmi er ikke et krav for at opfylde definitionen på sepsis.
Behandling
Sepsis behandling er væsketerapi og antibiotika. Sepsis er en tidskritisk infektion, og derfor skal behandling startes inden for en time.
Antibiotika: Skal rettes efter lokal guideline. For øjeblikket anbefaler alle regioners guideline og dansk infektionsmedicinsk selskab ved sepsis med ukendt fokus opstart i ampigenta som førstevalg. Bakteriæmiisolater fra nogle hospitaler i Region Hovedstaden har vist en dækningsgrad på 94% for Ampigenta og 92% for Tazocin.
Væsketerapi: Der gives som udgangspunkt intensiv væsketerapi ved sepsis. Denne del af behandlingen er dog omdiskuteret og det diskuteres om tidlig vasopressor behandling er et bedre alternativ. Ved manglende effekt af væsketerapi (septisk shock) vil man overveje behandling med vasopressorer.
Yderligere litteratur
Guidelines
Dansk infektionsmedicinsk selskab har en guideline for håndtering af sepsis.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.
- Er ampicillin/gentamicin en god erstatning for piperacillin/tazobactam til empirisk sepsisbehandling? (Ugeskrift for læger 2024)
- Rekommandationer for initial behandling af sepsis og septisk shock (Sepsis-3) (DIS) (Version 4, 2017).
- Surviving sepsis campaign: international guidelines for management of sepsis and septic shock 2021