Et teratom er en kimcelletumor indeholdende væv fra alle tre kimlag.
Ætiologi
Teratomer er kimcelletumorer, der stammer fra pluripotente germinalceller med potentiale til at differentiere i væv fra alle tre kimlag (ektoderm, mesoderm og endoderm). De kan forekomme både gonadalt (testis, ovarier) og ekstragonadalt (mediastinum, sacrococcygealt, retroperitonealt, intrakranielt).
Den præcise ætiologi er ikke fuldt klarlagt, men menes at involvere fejlslagen migration eller differentiering af germinalceller under embryogenesen. Hos voksne mænd ses teratom ofte som en del af non-seminomatøse testistumorer, hvorimod ovarieteratomer (særligt modne cystiske teratomer, også kaldet dermoidcyster) typisk er benigne og udgår fra oocytter.
Der skelnes mellem umodne, modne og maligne teratomer. Umodne teratomer indeholder primitive embryonale strukturer. Modne teratomer indeholder veludviklede vævstyper (hud, hår, brusk, kirtelvæv). Maligne teratomer indeholder somatiske maligne komponenter (fx karcinom eller sarkom).
Udredning & diagnostik
Diagnose stilles på baggrund af en biopsi.
Symptomer: Symptomer afhænger af lokalisation og tumorstørrelse. Kan sagtens være asymptomatiske.
Patologi: Der tages biopsi mhp. endelig diagnose.

Behandling
Primær behandling for modne teratomer er fuldstændig kirurgisk resektion. Umodne eller maligne teratomer kræver oftest kombination af kirurgi og kemoterapi. Modne teratomer responderer generelt dårlig på kemoterapi. Stråleterapi har generelt ikke god effekt på teratomer.
Prognose
Modne teratomer er typisk benigne med fremragende prognose efter fuldstændig resektion. Umodne teratomer har en intermediær prognose afhængig af graden af umodenhed. Maligne transformationer forekommer sjældent, men medfører betydeligt dårligere overlevelse.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.
