Tinea corporis

Tinea Corporis eller ringorm er en hyppig svampeinfektion i huden. I ansigtet kaldes det også Tinea Faciei.

Ætiologi

Tinea corporis er en overfladisk dermatofytinfektion i huden, forårsaget af dermatofytter, som invaderer det keratiniserede væv i epidermis. Skyldes hyppigst Trichophyton rubrum, men kan også skyldes Trichophyton mentagrophytes eller Microsporum canis. Smitten sker hyppigst mellem mennesker eller fra dyr.

Udredning & diagnostik

Diagnosen er oftest klinisk baseret på de karakteristiske hudforandringer.

Symptomer: Rødlige, skællende, ringformede plaques med centralt opklaring og aktiv randzone. Let kløe, evt. multiple læsioner, som kan flyde sammen. Ofte lokaliseret på krop, arme, ben – men ikke i ansigt, håndflader eller fodsåler.

Mikrobiologi: Mikroskopi og dyrkning af hudskrab fra randzonen kan bekræfte diagnosen og identificere agens.

Differentialdiagnoser: Relevante er nummulat eksem, psoriasis, pityriasis rosea, seboroisk eksem eller granuloma annulare.

Behandling

Behandling er som regel lokalbehandling med antimykotisk creme (svampemiddel). Det kan være med clotrimazol, miconazol, ketoconazol eller terbinafin typisk 2 gange daglig i 2-4 uger eller 1 uge efter udslættet forsvinder.

I nogle tilfælde kan det være relevant med systemisk behandling, fx. Terbinafin 250 mg × 1 i 2–4 uger, Itraconazol 100 mg × 1 i 15–30 dage eller Fluconazol 150 mg 1 × ugentligt i 4–6 uger.

Referencer

Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *