Toxoplasmose er en protozo-infektion, der også kaldes for Haresyge.
Ætiologi
Toxoplasmose skyldes infektion med den intracellulære protozo Toxoplasma gondii, der er en protozo – en encellet eukaryot organisme. Parasitten har katte som hovedværter, hvor den seksuelle cyklus finder sted, mens mennesker og andre varmblodede dyr fungerer som mellemværter. Efter primær infektion dannes hurtigt prolifererende tachyzoitter, som kan give vævsskade. Immunforsvaret kontrollerer herefter infektionen, og parasitten overgår til bradyzoit-stadiet i vævscyster, primært i CNS, muskler og øjne.
Smitteveje: Indtagelse af vævscyster i råt/undertilberedt kød, indtagelse af oocyster fra kontamineret jord, vand eller fødevarer samt vertikal transmission fra mor til foster. Sjældnere kan infektion ske via blodtransfusion eller organtransplantation.
Cirka 26% af danskerne er blevet smittet gennem livet, viser en opgørelse af bloddonorer.
Udredning & diagnostik
Diagnosticeres på baggrund af prøver, herunder antistoffer (IgM og IgG) eller PCR.
Symptomer: Hos immunkompetente som regel milde influenzalignende symptomer, herunder feber. Hos immunsupprimerede kan symptomer være mere alvorlige. Cerebral toxoplasmose kan give encefallit-symptomer med fokale neurologiske udfald. Okulær toxoplasmose kan give blindhed.
Paraklinik: Positiv IgM+IgG kan både betyde nuværende og tidligere infektion, mens positiv IgG og negativ IgM typisk betyder tidligere infektion. Aviditetstest med høj aviditet tyder på ældre infektion mens lav aviditet tyder på nylig infektion.
Billeddiagnostik: MR af cerebrum kan vise multiple ringformede læsioner ved cerebral toxoplasmose hos immunsupprimerede.
HIV: Cerebral toxoplasmose er en AIDS-definerende sygdom, hvorfor det er relevant at undersøge for HIV ved ikke kendt HIV-status.
Behandling
Behandling er ikke indiceret ved ukompliceret toxoplasmose hos immunkompetente uden symptomer. Hos immunsuprimmerede varetages behandling af infektionsmedicinere.
Prognose
De fleste forløb hos immunkompetente er asymptomatiske eller selvlimiterende med influenzalignende symptomer. Ubehandlet cerebral toxoplasmose hos immunsupprimerede er ofte fatal. Prognosen forbedres markant med tidlig diagnostik og korrekt behandling, men recidivrisiko er høj uden fortsat profylakse. For gravide giver tidlig infektion i graviditeten lav transmissionsrisiko men sværere sequelae, mens sen infektion giver høj transmissionsrisiko men mildere klinik.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.
