Anæmi eller blodmangel er betegnelsen for lavt hæmoglobin (Hb) i blodet.
Ætiologi
Anæmi kan have mange forskellige årsager, og en fuldstændig udredning for anæmi kan være kompliceret. Vigtige årsager der skal overvejes er jernmangelsanæmi (herunder funktionel jernmangel), folinsyremangel, vitamin B12 mangel, anæmi ved kronisk sygdom (herunder inflammation), nefrogen anæmi, hæmolytisk anæmi, blødningsanæmi og hæmatologisk sygdom.
Generelt kan årsager opdeles i nedsat produktion, nedsat levetid og øget nedbrydning af erythrocytter.
Udredning & diagnostik
Diagnosticeres på baggrund af en blodprøve, der vil vise lav hæmoglobin. Grænsen for Hb er 8,3 hos mænd og 7,3 hos kvinder. Anæmien inddeles i:
- Let anæmi: Hb>6,0
- Moderat anæmi: Hb 5,0-6,0
- Svær anæmi: Hb<5,0
Paraklinik: Blodprøver vil vise lav Hb. Anæmien karakteriseres herudover udfra andre blodprøver, herunder MCV, MCHC, ferritin, transferrin, jern, transferrin-mætning, vitamin B12, folat, LDH, billirubiner, haptoglobin og retikulocytter. Lav MCV kaldes mikrocytær, normal MCV kaldes normocytær og høj MCV kaldes makrocytær anæmi. Lav MCHC kaldes hypokrom, normal MCHC kaldes normokrom og høj MCHC kaldes hyperkrom. Forhøjet LDH, billirubiner, retikulocytter og lav haptoglobin kan give mistanke til hæmolytisk anæmi.
Endoskopier: Ved mistanke til blødningsanæmi, er GI-blødning den hyppigste årsag. Derfor skal alle med anæmi rektaleksploreres og man kan overveje endoskopier, herunder gastroskopi og koloskopi. Dette gælder særligt ved mistanke til malignitet.
Billeddiagnostik: Billeddiagnostik kan være indiceret ved mistanke til malignitet som årsag til anæmien.
Knoglemarvsbiopsi: Ved mistanke til hæmatologisk årsag til anæmi, vil man overveje en knoglemarvsbiopsi. Overvej specielt hæmatologisk årsag, hvis makrocytær anæmi med insufficient reticulocyt-respons, ingen mangelsanæmi, normal nyrefunktion og ikke medicin der kan give knoglemarvspåvirkning.
Behandling
Behandling af anæmien afhænger af årsagen til anæmien, hvorfor anæmiudredning er vigtig. Ved mangelstilstande behandles med tilskud. Ved hæmolytisk anæmi behandles dette.
Blodtransfusion: Aktuelt er grænsen for transfusion med SAG-M generelt 4,3 og for kronisk hjertesyge 4,7. Man vil typisk behandle med 1 port. SAG-M ad gangen og efterfølgende kontrollere Hb, men som tommelfingerregel kan regnes med at 1 port. SAG-M fører til stigning i Hb på 0,5. Ved mistanke til aktiv blødning behandles typisk med balanceret blod i forholdet 4:4:1 eller 3:3:1 afhængig af lokal instruks. Hvis blodtype ikke kendes på forhånd og behandlingen ikke kan vente, vil man typisk give akutblod med typen 0 Rh negativ.
Yderligere litteratur
Dette review fra 2018 gennemgår meget godt anæmi hos ældre.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.