Paratyfus er en systemisk infektion forårsaget af Salmonella enterica serotype Paratyphi A, B eller C. Den minder om tyfus.
Ætiologi
Skyldes infektion med salmonella enterica af serotype Paratyphi A, B eller C. Det er en gramnegativ, fakultativ intracellulær stavbakterie. Paratyfus forekommer hyppigst i tropiske og subtropiske områder med ringe hygiejniske forhold og dårlig adgang til rent vand. Overføres med fæko-oral smitte fra kontamineret vand eller fødevarer. Mennesket er eneste reservoir.
Bakterien penetrerer tarmmucosa, optages af makrofager i Peyerske plaques og spredes hæmatogent. Inflammation i retikuloendoteliale organer (lever, milt, knoglemarv) fører til systemiske symptomer.
Udredning & diagnostik
Diagnosticeres ved påvisning af bakterien i en bloddyrkning. Guldstandard er dog en knoglemarvsdyrkning.
Symptomer: Minder om tyfus, men som regel et mere mildt forløb. Typisk feber, hovedpine, utilpashed og abdominalsymptomer. Hoste, myalgi og let diarré kan forekomme. I modsætning til tyfus er roseoløst udslæt sjældnere og mindre udtalt. Hepatosplenomegali og let abdominal ømhed kan ses.
Paraklinik: Leukopeni, let forhøjet ASAT/ALAT, CRP forhøjet, hyponatriæmi.
Anmeldelsespligt: Paratyfus er anmeldelsespligtig.
Behandling
Behandles typisk med Ciprofloxacin 500 mg x 2 p.o. i 7–10 dage. Alternativt Ceftriaxon 2 g i.v. dagligt i 10–14 dage eller Azithromycin 500 mg x 1 p.o. i 7 dage.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.

Skriv et svar